Karina er tilbage i salonen: Man er nødt til at stå tæt i det her arbejde

Karina er tilbage i salonen: Man er nødt til at stå tæt i det her arbejde
Elisabeth Madsen havde roser med til frisøren mandag morgen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 20. APR 2020 • 17:08
Af:
laust jordal
| ABONNENT
20. APR 2020 • 17:08
I dag har mange af landets mindre erhvervsdrivende åbnet i de såkaldte liberale erhverv. Landet over har frisører, tatovører, hudplejere og lignende slået dørene op for kunder igen for første gang siden landet lukkede ned den 11. marts. En af de, der igen har fået kunder i butikken er Karina Andersen fra frisørsalonen 2Cut i Store Torvegade i Rønne. Og der bliver travlt.

– Jeg har 20 kunder planlagt i dag. Jeg kommer til at stå her til klokken 18. Det bliver en lang dag, men jeg klarer den med et par liter cola en masse kaffe, og nogle smøger. Så kører det, fortalte Karina Andersen tidligere i dag, mens hun var i gang med at klippe håret på dagens første kunde: En midaldrende herre, hvis sølvgrå hår nu ligger i små bunker på gulvet. Og det er ikke kun i dag, der bliver nok at se til.

– Den her uge er fuldstændig belagt med aftaler. Og det er næste uge så småt også ved at være. Torsdag bliver hård. Der skal jeg være her fra klokken 9 til 21, siger Karina Andersen.

På en almindelig arbejdsdag har hun mellem 10 og 15 kunder, og kan som regel gå hjem omkring kl. 15 eller 16.

Da den første kunde er færdig med at blive klippet betaler han med MobilePay og forlader butikken. Karina Andersen går straks i gang med at gøre klar til den næste kunde. Hun bruger et viskestykke til at tørre dørhåndtag af med sprit, hun tørrer frisørstolen af, og hun sprøjter en spritopløsning på kam og saks. Hun fortæller, at der kun er kommet generelle anvisninger om ekstra hygiejne fra sundhedsmyndighederne. Der er ikke blevet lavet decideret påbud om hverken at bruge handsker eller have mundbind på, når frisørerne tager i mod deres kunder.

– Vi har fået lidt information fra vores organisation, men ellers har vi ikke fået noget særligt at vide. Kun det, de har sagt i fjernsynet. Jeg gør, hvad jeg kan for at spritte af over det hele. Holder så meget afstand, som man nu kan. Man er jo nødt til at stå tæt i det her arbejde. Ellers handler det om at bruge ganske almindelig sund fornuft. Det er ikke fordi det er besværligt, man skal bare lige huske og gøre det. Det handler om at finde nogle nye rutiner. Det er en ny verden, siger Karina Andersen.

Karina Andersen har ikke været nødt til at lave nogle tiltag for at holde kunder i salonen adskilt. Hun er alene i butikken, så hun kan alligevel kun betjene dem en ad gangen. Sådan plejer hun at gøre.

Har været klar længe

Selvom det er seks uger siden at regeringen lukkede de danske frisørsaloner, så har Karina Andersen længe været forberedt på at åbne butikken igen, fortæller hun.

– Det er noget, jeg har gået at tænkt over hele tiden. Hvad skulle der ske, når vi åbnede igen? Hvad måtte man? Jeg bestilte sprit allerede dagen efter, at jeg lukkede ned, så jeg kunne være klar til genåbningen. Spørgsmålet var så, hvornår vi kunne få lov til det, siger frisøren.

– Der har været god tid til at tænke over sådan nogle ting. Og det har givet en masse frustration. Hvordan overlever jeg det her? Hvornår kommer de økonomiske hjælpepakker? Det er en mærkelig tilstand. Forhåbentligt lærer vi noget af det, hvad det så end er. Måske skal vi ikke køre så hurtigt, siger Karina Andersen.

Hun har ikke været nervøs ved at skulle åbne op for kunder igen, på trods af at 20 kunder i butikken om dagen bærer en vis risiko for smitte med covid-19.

– Det var noget, jeg tænkte over på vej til arbejde. Jeg er faktisk ikke bange. Jeg er bare glad for at komme i gang. Det er dejligt at få noget socialt igen. Selv med en mand og børn at gå med derhjemme, så kan det godt blive kedeligt, siger hun.


Udover det sociale aspekt, så er det også rart at få nogle penge i kassen igen, fortæller Karina Andersen, hvis forretning har ligget stille hen siden midten af marts.

– Lige nu lever vi på mælkebøtter og laurbærblade, mens vi venter på hjælpepakkerne, siger hun og griner.

– Generelt synes jeg, regeringen har håndteret corona-krisen rigtig godt. Det eneste, der halter er de dér hjælpepakker. Jeg prøvede at ringe ind, og måtte være i kø i over en time. Det kan ikke være rigtigt. Så nu har jeg givet det videre til min revisor. Der er ansøgt. Jeg venter bare. Banken vil gerne hjælpe med henstilling af lån og sådan noget, men altså, der er jo stadig udgifter i butikken og varer, der skal bestilles hjem, siger hun.

Dagens kunde nummer to kommer ind ad døren. I hånden har hun en lille buket roser.

– Jeg har kun rørt dem med afsprittede hænder, siger Elisabeth Madsen, der har været fast kunde i salon 2Cut i små ti år.

– Jeg har sådan nogle søde kunder. Dem har jeg savnet rigtig meget, siger Karina Andersen.

– Det er super dejligt at kunne åbne igen. Både økonomisk og socialt. Nu må vi se, hvordan det kommer til at gå. Vi vil nok komme til at kunne se, at der bliver en del flere smittede. Verden bliver nok aldrig som før. Eller der kommer i hvert fald til at gå lang tid, før vi vender tilbage til det normale, siger Karina Andersen.
 

FAKTA: Disse erhverv kan genåbne mandag

Store dele af Danmark blev lukket 11. marts af statsminister Mette Frederiksen (S). Ugen efter - 18. marts - kom turen til en lang række brancher som blandt andet frisører, tatovører og massører.

Men mandag kan de mange lukkede erhverv genåbne efter en måneds stilstand. De danske sundhedsmyndigheder har vurderet, at genåbningen er forsvarlig på trods af coronakrisen.

Her følger et overblik over, hvem der har kunnet åbne denne mandag:

* Frisører.

* Skønheds- og massageklinikker.

* Kropsplejeklinikker.

* Spaklinikker.

* Tatovører og piercingklinikker.

* Fysioterapeuter, kiropraktorer og ergoterapeuter.

* Osteopater.

* Kliniske diætister.

* Fodterapeuter.

* Optikere.

* Psykologer.

* Tandområdet, herunder kliniske tandteknikere, tandlæger og tandplejere.

* Høreområdet.

* Private hospitaler og klinikker.

* Køreskoler.

Kilde: Politiet.