Wonderfestiwall 2021 er reddet

Wonderfestiwall 2021 er reddet
Sådan så festivalpladsen på Wonderfestiwall i 2019. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 19. APR 2020 • 12:53
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
19. APR 2020 • 12:53
Wonderfestiwall 2021 er reddet, efter at det lørdag kom frem, at kulturministeren vil kompensere kultur- og idrætsarrangører, der har fået penge i klemme i forbindelse med sommerens aflysninger.

Musikfestivalen Wonderfestiwall var i år programsat til at løbe af stablen fra 13.-16. august med en perlerække af danske og internationale navne på plakaten.

Da regeringens aflysning kom, havde Wonder-organisationen ifølge Daniel Mühlendorph booket over 30 navne med flere på vej.

Det stillede ledelsen i en svær situation, fortæller Daniel Mühlendorph, der er idémand bag den bornholmske musikfestival på Slotslyngen.

– Det var ikke alle kontrakterne, der var underskrevet, men vi har blandt andet betalt 50 procent forud til to store udenlandske navne, og det kan være svært at få de penge retur, siger han.

Det kunne være værre

Daniel Mühlendorph fortæller, at man i organisationen har gået og ventet på kulturministeriets udmelding.

– Det er klart, at vi har haft en forventning om, at den kom. Det er alfa og omega for os at få støtte til at dække alle de udgifter, som skal afholdes, selv om vi ingen indtægter får, siger han.

Mühlendorph anslår, at Wonder har omkring 200.000 kroner ude at svømme. Hvor meget af det tab, der dækkes afhænger af kompensationsordningens konkrete retningslinjer, som ikke foreligger endnu.

Men Daniel Mühlendorph er optimistisk.

– Jeg er sikker på, at kompensationsordningen redder festivalen i 2021, siger han.

Samtidig understreger han, at Wonderfestiwall næppe er så hårdt ramt som andre af landets store festivaler.

– Vi er ikke så hårdt ramt, fordi vi gør det gratis. Wonderfestiwall er bygget på frivilligt arbejde, hvor andre kan have siddet med lønnet personale i et år. De er måske tvunget til at tænke anderledes, siger Daniel Mühlendorph.
Fakta om kompensationsordningen

Ordningen forlænges til og med 31. august 2020 og udvides til at omfatte arrangementer med flere end 350 deltagere. Med udvidelsen bliver arrangementer defineret som:

Enkeltstående begivenheder i Danmark, der er enestående i deres indholds- og/eller formidlingsmæssige udtryk fra gang til gang.

Ordningen omfatter alene enkeltstående arrangementer, som er planlagt til at finde sted mindre hyppigt end dagligt (højest hver anden dag, fx sportsbegivenheder, der finder sted ugentligt) eller finde sted dagligt i en afgrænset periode på op til fire ugers varighed. Perioden på fire uger gælder for hver lokation, hvor et arrangement afholdes.

Ordningen omfatter nu bedre aflyste turnerende musicals m.v. Ligeledes udvides ordningen til at omfatte primært offentligt finansierede arrangører af større kultur- og idrætsarrangementer på Kulturministeriets område med eget CVR-nummer og med mere end 350 samtidige deltagere, som aflyses, ændres væsentligt eller udskydes som følge af regeringens tiltag for at bremse COVID-19.

Kilde: Kulturministeriet