Vi glæder os til at blive fri af cornasvirussens skygge

Vi glæder os til at blive fri af cornasvirussens skygge
Sognepræst Birgit Friis og hendes kæreste Jørn deltog i sangen ved Præstedammen, og der blev, som billedet måske viser, holdt pæn afstand til andre. Foto: Claus Larsen-Jensen
| ABONNENT | 19. APR 2020 • 20:04
Af:
søren r. wolff
| ABONNENT
19. APR 2020 • 20:04
Jeg er helt uden at være klar over det blevet lovbryder! Det er jeg faktisk rigtig ked af, for jeg har prøvet at holde landets love siden jeg begyndte at tænke selvstændigt. På min strtaffeattest er der kun to bøder. Den ene fordi jeg en gang kørte lidt for stærkt på vej fra Rønne til Aakirkeby. Det ligger omkring 30 år tilbage i tiden. Den anden var en parkeringsbøde, som jeg fik helt uberettiget i København, da jeg parkerede og betalte et ret stort beløb i en gade i indre København lige ved siden af et parkometer.

En restauratør i en kælderrestaurant stak hovedet op, da jeg skulle hente bilen og sedlen med bøden og sagde, at det næsten var hver dag, at der var nogen, der troede, at man måtte pakrere der. Det er nok 40 år siden. Men bortset fra disse to forseelser har jeg forsøgt at holde mig til loven. Derfor piner det mig, at jeg nu har været medvirkende til at omkring en snes mennesker og jeg påskesøndag “stimlede” sammen og sang en salme og en vise ved Præstedammen her i Aakirkeby. Vi holdt allesammen en cykellængdes afstand, altså bortset fra de familier eller par, der mødte op.
 

Hverdagen

Bornholms Tidende har bedt vinhandler og tidligere chefredaktør på dagbladet Bornholmeren Søren Wolff om at sætte ord på den nye hverdag under coronakrisen.

 

Ikke flere sangsammenkomster ved Præstedammen

Der kom ikke noget politi, mens vi sang. Men bagefter gjorde nogen mig opmærksom på, at vi nok havde overtrådt loven. I dag skrev jeg til politiet på Bornholm og fik bekræftet, at den slags må man ikke.

Det betyder så, at jeg ikke kan indfri et halvt løfte om, at jeg vil arrangere lignende sangtræf hver søndag under coronakrisen. Til gengæld agter jeg, når det forsamlingsforbud ophæves at invitere hele Aakirkeby til sang en søndag på et eller andet udendørs sted i byen, hvor vi kan være rigtig mange, føle os fri og synge falle de viser, vi har lyst til.

Skulle nogen være interesseret i at være med til at stå for sådan en festlig sammenkomst, hører jeg meget gerne nærmere. Ligesom ideer om rammer for arrangementet modtages med kyshånd.

Spiste påskefrokost sammen via telefonen

Nå, men når vi ikke kan synge, kan vi så meget andet, og her kommer Internet og telefon os jo til gode. Jeg har vist tidligere fortalt, at jeg spiller Trivial Persuit med en god veninde, næsten hver dag. Nu er vi gået over til Bezzerwizzer, og det kan godt vare 2-3 timer, før vi lukker telefonerne efter på mange måder at have udvidet vores horisont, samtidig med at vi har hyggesnakket om alverdens interessante emner.

Vi er begge isolerede på hver vores matrikel i Aakirkeby. Men det forhindrede os ikke i at spise en påskefrokost sammen. Jeg hentede de to bestilte platter i Ekkodalshuset, hvor Christian Froberg Dahl sørgede for at sætte lækkerierne ind i min bil, så vi ikke nærmede os med mere end den berømte cykels afstand. Så satte jeg kursen mod Aakirkeby, hvor jeg satte Dittes anretning på hendes bils kølerhjælm, og vi fik på afstand en lille sludder om dagens aktualiteter, inden jeg kørte hjem til mig selv og ringede hende op.

Så spiste vi frokost og skålede - i vin naturligvis! Og indimellem tog vi et spil Bzzrwzzr. Vi hyggede os, men ville naturligvis meget hellere have siddet overfor hinanden. Det varer desværre nok længe, før vi, der begge har passeret pensionsalderen, jeg mere end hende, kan foretage os noget sammen, hvor vi ikke behøver at tænke og tale på afstand.

Ligesom alle andre glæder vi os til at blive sluppet fri. Fri af coronavirussens skygge.

EFTERSKRIFT: Vi synger gerne for dronningen

Efter at have skrevet ovenstående har jeg på tv fulgt den smukke hyldest, seerne på DR1 tilegnede dronningen. Jeg blev helt rørt, når jeg bl.a. hørte personalet på en afdeling på hospitalet i Risskov meget smukt synge en af de gode, gamle danske sange. Og der var flere lignende optrin rundt omkring i landet med mere end 10 deltagere. Flere steder var politiet til stede for at sikre, at folk holdt afstand. Og sprittede hænder???

Og så kom jeg til at tænke på vores lille sangtræf ved Præstedammen, hvor vi kun var 20 personer med god afstand. Mon vi også kan få politiet til at komme og sikre en cykels afstand, når vi er mere end ti ved kommende sangtræf omkring Præstedammen? Vi synger gerne til at ære for majestæten, hvis det er et af kravene.