Bright Green Island sælger ud til knivskarpe priser

Bright Green Island sælger ud til knivskarpe priser
Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 19. APR 2020 • 05:45
Af:
laeserbrevsskribent
| ABONNENT
19. APR 2020 • 05:45
SYNSPUNKT
Der er lige nu penge at spare for de hurtige. Startskuddet er nemlig gået til det afsluttende ophørsudsalg, hvor Bornholms Regionskommune sælger ud af øens sidste grønne principper. Udsalget startede allerede tilbage i marts 2007, hvor kommunen besluttede at sælge ud af de kommunale skove i et forsøg på at skrabe 36 mio. kr. hjem til pengekassen. Det er siden lykkedes at sælge både Nylars-, Klemensker- og Knudsker plantage. Alle tre plantager til langt under kommunens udbudspris. Men Bornholms Regionskommune ser ingen grund til, at de gode tilbud skal stoppe dér. Her på øen, som de senere år er blevet kendt under sloganet ”Bright Green Island”, har kommunen nemlig indset, at den eftertragtede Bright og farven Green i praksis er alt for dyre i drift. Regionskommunen har derfor besluttet at sætte en større mængde Bright og øens grønne farve til salg.

Maks fem per kunde

Bornholms Regionskommune tilbyder lige nu ekstra skarpe priser på Bright, som fås både i 20 watt til privatbrug og 100 watt til virksomheder. Bright’en er særligt oplagt til skovrydning i skumringstimen, hvor den vil kaste et lysende klart skær over processen. Kommunens håb er, at salget af Bright vil bane vejen for den voksende industri på øen, hvor lokale skovdyrkere i disse år rydder store sammenhængende skovområder for at producere træflis til Bornholms Energi og Forsyning. Driften af øens kraftvarmeværker bruger årligt 75.000 kubikmeter træflis, hvoraf 60% stammer fra de bornholmske skove. Bornholms Energi og Forsyning er tilbageholdende med at øge mængden af lokal flis i driften grundet bekymring for den bornholmske forsyningsikkerhed og bæredygtighed. Men udsigten til kortvarig profit har fået de private skovdyrkere til at lægge stort pres på virksomheden for at få lov til at øge mængden yderligere i fremtiden. Grundet den store efterspørgsel har Bornholms Regionskommune derfor valgt at sætte en maksbegrænsning på køb af Bright. Det vil kun være muligt at købe 5 stk. pr. kunde dagligt. Kommunen forventer dog ikke, at begrænsningen vil volde problemer, da det natulige lys på øen gradvist vil stige i takt med, at trækronerne bliver færre.

3 bøtter Green til kun 100 kr.

Den populære og efterspurgte farve i nuancen Green sælges netop nu i 5-liters spande med easy-luk låg og ergonomisk hank. Farven koster 50 kr. pr. stk., men napper du 3, skal du kun af med 100 kr. Stort lager haves. Det skyldes, at Bornholms Regionskommune ikke selv har haft anledning til at få farven brugt i egne forehavender på øen. Kommunen ser ganske enkelt ingen grund til at bekymre sig om grønne initiativer, når der er mulighed for at lette en smule på økonomien i stedet. Kommunen har derimod besluttet at satse på, at Bornholm i fremtiden vil blive markedsført gennem en billigere farve. Er du ejer af en af de virksomheder, der modsat Bornholms Regionskommune bestræber dig på en bæredygtig og miljørigtig omstilling, er tilbuddet på Green oplagt for lige netop dig!

Det 7. bornholmermål sættes til auktion

Forresten! Det er nu også muligt at blive den heldige ejer af det 7. Bornholmermål. Målet, som kommunalbestyrelsen i 2018 fastsatte og formulerede som ”7. Naturen: Bornholm gør sin naturrigdom til en del af bundlinjen” (brightgreenisland.dk red.), er ikke længere foreneligt med den nye kurs, som Regionskommunen har valgt at lægge mht. tilladelse af intensiv skovdrift og rydning af unikke naturområder, kulturskov og andre vitale CO2-reserver. Kommunen forestiller sig, at den oplagte kundekreds vil være de private skovdyrkere og flisproducenter, der allerede ved flere lejligheder har udvist stor interesse for netop dette punkt på listen over de i alt 8 Bornholmermål.

Næsten udsolgt biodiversitet

Og nu vi alligevel er i gang, smider kommunen også den sidste biodiversitet i puljen af gode tilbud! I samråd med de private skovdyrkere melder Bornholms Regionskommune netop nu om næsten udsolgt biodiversitet på store dele af øens arealer. Den voldsomme skovdrift og rydningen af skovområder for at producere træflis sætter levestederne for øens vildt, fugle og insekter under voldsomt pres. Der er dog endnu ganske få områder med unikt dyre- og planteliv tilbage. Købere opfordres derfor til at handle hurtigt, hvis de vil nå at få fingrene i det eftertragtede tilbud. Det vil ikke være muligt at genoptage produktionen af biodiversitet på et senere tidspunkt grundet råvaremangel, og der er derfor tale om et helt enestående engangskup!

50 procent på bæredygtighed

Og så skidt da! Selvom bæredygtighed i disse år er i høj kurs i det øvrige Danmark og de omkringliggende europæiske lande som følge af klimakrisen, har Bornholms Regionskommune nu fornøjelsen af at tilbyde bæredygtighed til discountpris. Kommunen giver hele 50 procent rabat til de første 100 kunder. Bæredygtigheden udbydes i meterpris! Regionskommunen har nemlig fuld forståelse for eventuelle ønsker fra kunder om, at den bæredygtige omlægning ikke bliver for vidtgående.

Eller som Bornholms Regionskommune kalder det: Prishugst. Som en ekstra bonus til øens tilbudsjægere giver kommunen lige nu licens til hurtig, effektiv og CO2-tung skovrydning med et komplet fravær af klima- og miljøhensyn. Der indgår nemlig ikke optælling af den CO2, der udledes i forbindelse med skovrydning, i Parisaftalen. Regionskommunen ønsker derfor at sikre, at de private skovdyrkere og flisproducenter har de mest optimale muligheder for at udnytte netop dette smuthul i aftalen!

Gratis levering!

Bornholms Regionskommune tilbyder naturligvis gratis levering til alle kunder. Kommunen sørger for, at transporten sker via traditionelle benzin- og dieseldrevne køretøjer, hvor du som kunde yderligere har mulighed for at fravælge partikelfilter. Ønsker du derimod, at udbringning skal ske via eldrevne biler, er det desværre ikke et ønske, kommunen kan efterleve for nuværende. Det skyldes, at der netop nu diskuteres i kommunens bestyrelse, om også det 4. Bornholmermål ”4. Mobilitet: Bornholm kører grønt på land” (brightgreenisland.dk red.) skal sættes til salg inden udgangen af 2020. Ved ønske om miljøvenlig udbringning henviser kommunen derfor i stedet til miljøforkæmpere og andre fantaster, som bestyrelsen har fravalgt at samarbejde med.

Udsalget gælder så længe lager haves. Vi ses!

Frida Kaagh Olsen
Øster Søgade 106 A, 3tv 2100 København Ø