Corona: 40 blev podet på hospitalet i onsdags - ingen prøver var positive

Corona: 40 blev podet på hospitalet i onsdags - ingen prøver var positive
| 17. APR 2020 • 06:11
Af:
jakob-noermark

17. APR 2020 • 06:11
Den seneste uge er blot tre bornholmere blevet testet positiv for covid-19 ifølge Statens Serum Instituts løbende opgørelse.

Det begrænsede antal nye coronasmittede kan ikke forklares med, at meget få personer er blevet testet på Bornholms Hospital, viser en oversigt, som Bornholms Hospital har delt med Bornholms Tidende.

Onsdag blev 40 personer podet, og heraf var ingen prøver positive. Dagen før foretog hospitalet næsten 50 podninger. I påskedagene blev der skruet ned for testmængden, og fra skærtorsdag til anden påskedag blev under 15 personer om dagen podet.

Det er en landsdækkende tendens, at andelen af positive tests er faldende. De seneste to døgn har henholdsvis 4,7 og 3,3 procent af de afgivne prøver på landsplan været positive. Tidligere har mellem seks og ni procent af de testede personer vist sig at være smittet med covid-19.
 

52


På Bornholm er 52 personer siden midten af marts blevet testet positiv for sygdommen. For syv dage siden var tallet 49.

På grund af få patienter lukkede hospitalet i sidste uge det særlige isolationsafsnit F1 for coronaviruspatienter.

Hospitalet kan fortsat tage imod 1-2 patienter på sikre intensivstuer, ligesom der er indrettet isolerede rum i akutmodtagelsen for patienter, der er til observation for den smitsomme virus.