Statens Serum Institut fraråder større åbning af Danmark

Statens Serum Institut fraråder større åbning af Danmark
Foto: Jacob Jepsen
| 16. APR 2020 • 19:57
Af:
ritzau

16. APR 2020 • 19:57
Statens Serum Institut kan ikke anbefale at åbne caféer eller restaurationslivet samt højskoler og efterskoler på grund af udbruddet af coronavirus.

Det fremgår af et notat, som Ritzau har læst. Partilederne mødes torsdag aften klokken 20 til forhandlinger om at genåbne Danmark.

Notatet er dateret 16. april og underskrevet af direktør Kåre Mølbak.

– Ud fra en realistisk vurdering af danskernes adfærd i fællesskaber kan det på nuværende tidspunkt ikke anbefales ud fra en sundhedsfaglig vurdering at gå så langt, skriver han i notatet.

Det gælder også den del af fritidslivet, der er "baseret på større fællesskaber hvor mennesker kommer i tæt kontakt".

I en ekspertrapport fra instituttet, som torsdag aften er sendt til partilederne sammen med notatet, fremgår det, at Danmark kan åbne landet i langt større omfang end hidtil, uden at hospitalsvæsenet bryder sammen.

Men Seruminstituttet kan altså ikke anbefale det.

I rapporten fremgår en række scenarier for, hvad der vil ske, hvis der bliver åbnet for forskellige typer erhverv.

Det er for eksempel de liberale erhverv som frisører og massører, restauranter og caféer, offentlige kontorarbejdspladser, idræts- og foreningsliv uden tilskuere samt 9.- og 10.- klasse, efterskoler og højskoler.

– Såfremt alle eller halvdelen af den voksne befolkning fortsætter med at holde fysisk afstand som nu, så har vi højest sandsynligt allerede set den maksimal belastning på intensive sengepladser inden for de beregnede aktuelle scenarier, lyder det.

Hvis borgerne derimod ophører med at holde fysisk afstand, så ventes der en kraftig stigning i belastningen både på almene og på intensive sengepladser.

Uanset scenariet forventes der et fald frem til starten af maj. Det er først en måned efter lempelsen, at man kan se en effekt på antallet af indlagte.

Barer, diskoteker og natklubber er ikke omfattet af beregningerne.