I morgen åbner dagplejen: Vi kan håbe på lidt mere sol

I morgen åbner dagplejen: Vi kan håbe på lidt mere sol
Katrina Andersen er ved at gå sin sandkasse igennem for legetøj. Hun fjerner cirka halvdelen af legetøjet, sådan så hun ikke skal bruge tid på at rengøre så meget af det, når det ifølge de skærpede krav skal vaskes mindst to gange dagligt. – Det, jeg ligger til side, kan jeg jo altid tage frem igen en anden dag, og på den måde bytte ud i det, siger hun. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 15. APR 2020 • 16:30
Af:
laust jordal
| ABONNENT
15. APR 2020 • 16:30
I morgen starter genåbningen af samfundet på Bornholm. Vi begynder med skoler og dagtilbud. Herunder også dagplejen. Ligesom i børnehaver og vuggestuer gælder der nye krav fra sundhedsmyndighederne til hygiejne og afstand mellem børnene, og dagplejerne er i fuld gang med de sidste forberedelser, før de igen er klar til at åbne dørene for deres dagplejebørn.

– Det er ubetrådt jord, siger Trine Mannering, der er faglig pædagogisk leder i Dagtilbud i Center for Børn og Familie.

– Det er ikke noget, vi har prøvet før, siger hun.

Blandt de nye retningslinjer fra myndighedernes side er blandt andet at dagplejerne skal være ekstra gode til at vaske hænder på børnene, hver gang de går til og fra noget. Legetøj og andre sager skal vaskes mindst to gange om dagen, ligesom at den generelle indendørs hygiejne skal være høj. Der skal være god afstand mellem børnene, og dagplejeren skal skal også holde afstand i det omfang, det er muligt. Derudover skal børnene også være uden for mest muligt.

Trine mannering fortæller, at den kommunale dagpleje er i fuld gang med at sikre, at øens dagplejere er klædt på til at tage imod deres børn igen i morgen efter at for manges vedkommende at have været lukket helt ned i over en måned.

– Vores dagplejepædagoger har været rundt og tale med dagplejerne. De gør alt hvad de kan for at svare på spørgsmål. Der dukker hele tiden spørgsmål op, og vi får selv hele tiden nye informationer, så der er rigtig meget kommunikation i gang lige nu, siger Trine Mannering.

Hun føler at dagplejerne er klar, og tror på, at de er i stand til at løfte opgaven.

– Vores dagplejere kender deres børn rigtig godt, og kender deres behov. Jeg tror, vi er klar til at åbne i morgen.

Sorterer i legetøjet

En af dem, der åbner sine døre for børnene igen i morgen er Katrina Andersen på Blykobbevej i Rønne. Klokken 6:30 i morgen tager hun igen imod sine fire dagplejebørn i alderen et til tre år.

I dag er hun i fuld gang med at gøre klar til igen at have børn i hus og have.

– I går var jeg i gang indenfor. I dag er det så udenfor. Jeg er ved at rydde op i og sortere i legetøjet, så der ikke ligger så meget forskelligt fremme, som børnene gerne vil have fat i. Ellers kan jeg stå og vaske til midnat, siger Katrina Andersen.

Legetøj og andre ting, som børnene bruger, skal vaskes eller rengøres mindt to gange dagligt.

Katrina Andersen har sørget for, at de ting, som får lov tilat blive liggende fremme til børnene enten kan tåle opvaskemaskine eller rengøres med en en oplanding af vang og rodalon eller opvaskemiddel. Som udgangspunkt skal børnene opholde sig mest muligt udenfor. Katrina Andersen har både legehus og sandkasse i sin have, hvor børnene kan lege. I dag er vejret gråt og køligt med en smule blæst, men det er ikke nogen hindring, mener Katrina Andersen.

– Det her? Det er godt vejr, siger hun.

–Vi kan da håbe på, der kommer lidt mere sol, så det bliver lidt varmere. Men så skal man jo også tænke på solcreme, når de skal være så meget udenfor, siger dagplejeren.

Ifølge sundhedsmyndighedernes forholdsregler skal dagplejere holde så meget afstand til børnene som muligt, men det bliver svært, mener Katrina Andersen.

– Vi må gerne holde børnene for at trøste dem og vise omsorg, og vi må gerne skifte ble på dem og sådan noget. Men det er vigtigt at prøve at holde aftand. Vi skal tænke over, hvor tæt vi sidder på hinanden. Og så skal børnene ellers vaske hænder, hver gang de går til og fra noget, og det skal jeg også, men det er måske ikke så nyt. Det er vi vant til. Måske skal vi gøre det lidt oftere, siger Katrina Andersen, der har været dagplejer i 25 år, og kunne fejre jubilæum midt under coronakrisen. Det blev alene derhjemme med ægtefællen Bjørn.

Katrina Andersen har set frem til at se sine dagplejebørn igen. Hun savner det liv, og den glæde, som børnene giver. Men hun har også gjort sig overvejelser omkring sikkerheden.

– Det er ikke noget, vi har prøvet før. Der er selvfølgelig risiko for at man kan blive smittet, og man skal jo passe på, når man er over 50. Men jeg havde nødgæstepleje for nogle børn her i sidste uge - nogle børn, som jeg ikke kendte - og det er da gået fint. Det skal nok gå, hvis alle overholder reglerne, og passer på hinanden, siger Katrina Andersen.

– Jeg glæder mig til at se mine børn igen. Jeg har savnet at være en del af deres hverdag. Der er sikkert nogen, der er blevet bedre til at snakke. Der kan meget på kort tid, siger hun.

Et af børnene har haft fødselsdag, mens dagplejen har været lukket ned, så Katrina Andersen sætter et flag op ved havelågen. Både i anerkendelse af barnets fødselsdag og fordi hun har glædet sig til at se dem igen.