Folkemødets direktør stopper

Folkemødets direktør stopper
Foto: Berit Hvassum
| 15. APR 2020 • 14:16
Af:
tommy-kaas

15. APR 2020 • 14:16
Direktøren for Foreningen Folkemødet, Mads Akselbo Holm, har opsagt sin stilling og fratræder den 30. juni. Det oplyser den politiske festival på sin hjemmeside.

Mads Akselbo Holm har været direktør for Foreningen Folkemødet siden 2017, hvor festivalen for første gang blev afviklet uden for kommunalt regi.

– Jeg blev bedt om at skabe en professionel eventorganisation, og det mål har vi nået. Det har været fantastisk, sjovt og udfordrende, og til tider hårdt, og nu kan jeg mærke, at der skal nye kræfter til for at tage Folkemødet videre frem, siger Mads Akselbo Holm ifølge Folkemødets hjemmeside.

Han oplyser desuden, at hans beslutning er truffet, inden Folkemødet 2020 måtte aflyses. Mads Akselbo Holm fortæller desuden, at han ikke har fundet anden ansættelse.

Foreningen Folkemødet oplyser, at stillingen vil blive slået åbent op. En ny direktør forventes at tiltræde efter sommerferien.


Formand: Folkemødet er taget til nye højder

Formand for Foreningen Folkemødet, Jann Sjursen er ærgerlig over Mads Akselbo Holms beslutning, selv om han har stor respekt for hans beslutning. Det fortæller han til Folkemødets hjemmeside.

– Mads har med sin erfaring været med til at tage Folkemødet til nye højder, og vi har i løbet af de sidste tre og et halvt år fået etableret os selv som en selvstændig forening med et stærkt fundament under os – det har Mads en enorm stor andel i, siger Jann Sjursen ifølge hjemmesiden.