Danmark åbnes langsomt – mange restriktioner gælder stadig

Danmark åbnes langsomt – mange restriktioner gælder stadig
Foto: Jens-Erik Larsen
| 15. APR 2020 • 07:19
Af:
ritzau

15. APR 2020 • 07:19
Onsdag indledes første del af genåbningen af Danmark, som statsminister Mette Frederiksen (S) varslede før påske.

Mange andre restriktioner i samfundet varer som udgangspunkt frem til 10. maj.

Her følger tiltagene i den første fase og forskellige faser, som regeringen planlægger:

* De mindste kan komme i vuggestue, børnehaver, fritidsinstitution og skole. Det drejer sig om skoleelever fra 0. til 5. klasse. På Bornholm gælder det fra torsdag.

Børn og voksne skal være så meget ude, som det kan lade sig gøre. De skal holde afstand, der skal gøres rent, og er man syg, skal man blive hjemme.

* Privatansatte kan i et vist omfang møde på arbejde igen, forudsat at det foregår sundhedsfagligt forsvarligt.

* Gymnasiale uddannelser for elever på det afsluttende niveau genåbnes, for at de kan afslutte deres uddannelse til sommer. Det gælder for 3.g, 2.hf, eux-elever og ASF-klasser (Autisme Spektrum Forstyrrelser).

* Studerende på enkelte sundhedsfaglige videregående uddannelser, der har samfundskritiske funktioner, kan få lov til at færdiggøre deres uddannelse til sommer på uddannelsesstedet.

* Også ledige, som får tilbudt efteruddannelse som en betingelse for at påbegynde arbejde, kan møde fysisk frem.

* Der vil komme flere tog og busser - og i det hele taget flere afgange - fra 14. april. Det skal hjælpe med at håndtere den forventede øgede aktivitet.

* I forbindelse med den gradvise genåbning af landet vil myndighederne derudover skrue op for testkapaciteten og føre en mere offensiv teststrategi. I den forbindelse vil en app blive lanceret for at styrke overvågningen af smitteudbredelsen.

Fremover:

* Der er fortsat mange virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der holder lukket for at begrænse smittespredning.

* Regeringen har tidligere forlænget lukningen af eksempelvis caféer, barer, restauranter, frisører og massører i fire uger frem til 10. maj.

Tirsdag sagde Mette Frederiksen dog, at Danmark kan åbne mere op for samfundet i første del af genåbningen end først udmeldt. Det er dog endnu uvist, hvad der skal åbnes for.

* Den forlængede nedlukning gælder også eksempelvis storcentre, overdækkede arkader, natklubber og vandpibecaféer.

* Kirker, biblioteker og foreninger er ligeledes fortsat lukket.

* Hjemsendelsen af offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sker frem til 10. maj. Det gælder dog ikke ansatte, hvis opgaver foregår udendørs og er uden nævneværdig menneskelig kontakt.

* Afgangseksaminer i folkeskolen er aflyst. Og elever i folkeskolen fra 6. klasse og opefter skal fortsat gå i skole hjemme foreløbigt frem til 10. maj. Det gælder også for efterskoler og frie fagskoler. Afsluttende standpunktskarakterer ophøjet til prøvekarakterer.

* Ungdomsuddannelserne holdes fortsat fysisk lukket frem til 10. maj.

* De videregående uddannelser vil også blive ved med at holde fysisk lukket.

* Forbuddet mod større forsamlinger vil regeringen udstrække, så det gælder indtil 31. august 2020. Det dækker over festivaler, markeder med videre.

* Der vil ligeledes fortsat være forbud mod at forsamles flere end ti personer i offentligheden.

* Grænserne vil være lukkede for nu for alle udlændinge, der ikke har et anerkendelsesværdigt formål i Danmark. Det gælder ikke for udlændinge, der har opholdstilladelse eller arbejde i Danmark.

* Udenrigsministeriets rejsevejledninger forlænges for nu, således at danskere frarådes unødvendige rejser i alle lande i verden.