LÆSERBREV
Åbent brev til Erhvervsminister Simon Kollerup og Folketingets Erhvervsudvalg:
"For at kunne søge om kompensation for din virksomheds faste omkostninger, skal du have udarbejdet en erklæring fra en uafhængig godkendt revisor på, at du har opgjort omsætning, faste omkostninger og resultat korrekt." Det er det, der står i vejledningen.
Rigtig mange mindre og selvstændige erhvervsdrivende er ikke omfattet af regnskabspligten og de har derfor ikke en godkendt uafhængig revisor, men i mange tilfælde sådan en som mig, en almindelig regnskabsservice, der måske er bogfører for virksomheden eller gennemgår og opstiller et årsregnskab for den erhvervsdrivende til brug for årsopgørelse hos Skat. I mange tilfælde udarbejder vi endda et decideret årsregnskab til brug i andre sammenhænge som eksempelvis bank, myndigheder eller kreditorer.
Disse selvstændige erhvervsdrivende vil unægtelig komme i klemme af flere grunde:
1: For det første skal de finde en revisor, der har kapacitet til at gennemføre arbejdet indenfor en rimelig tid, hvilket vil være meget svært i højsæsonen. Er man ikke klient hos revisoren i forvejen, så bliver man sat sidst i køen – visse revisorer kan endda bruge det som pression overfor den erhvervsdrivende for at øge sin portefølje. Hvorfor skulle revisoren overhovedet beskæftige sig med den erhvervsdrivende, hvis han/hun ikke vil være klient fremadrettet?
2: Den selvstændige erhvervsdrivende vil blive pålagt en ekstra regning på 15, 25 eller endnu fire tusinde kroner oveni, at de i forvejen taber en masse penge. Er man ikke klient i forvejen, så skal revisoren i princippet foretage en fuld revision for at kunne stå inde med sin underskrift for det, der ansøges om.
3: Vil den erhvervsdrivende overhovedet nå at få glæde at støtten inden han/hun går konkurs? Der vil i mange tilfælde gå så lang tid før de godkendte revisorer kan hjælpe ikke-klienter, at de reelt kan nå at gå konkurs inden revisor får udarbejdet en erklæring.
For mig, der har et indgående kendskab til mine klienter, kan jeg kun begræde den yderligere byrde, de bliver udsat for. Jeg kan ikke forstå, at jeg som har det dybe kendskab til mine klienter og deres økonomi, ikke kan få lov til at udfærdige den erklæring, der er så nødvendig.
Jeg håber for de mange tusinde helt små erhvervsdrivende derude, at I politikere får revideret denne hjælpepakke, så I ikke forgylder revisorerne på bekostning af de små erhvervsdrivende og deres overlevelse.
Ralf Marcoux Skovgaard
Bornholms Regnskabsservice
Melstedvej 5, Gudhjem