Nu laver de gratis mad til sundhedssektoren

Nu laver de gratis mad til sundhedssektoren
Jon Andersen sammen med Bjarne Andersen, som han har Andersen Grill sammen med. Eget foto
| ABONNENT | 7. APR 2020 • 07:45
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
7. APR 2020 • 07:45
Hvad gør man i disse besynderlige tider?

Hvorfor ikke simpelthen foretage et besynderligt – men absolut hjertevarmt – tiltag.

Hvad det angår, er mulighederne legio, men Jon Andersen, som har Restaurant 3760 Gudhjem og Andersen Grillbar, kogte dem ind til følgende fine fond:

En donation til sundhedssektoren på Bornholm.

Så i sidste uge gik han i gang med at planlægge, hvordan det kunne lade sig gøre.

– Jeg tog blandt andet kontakt til regionskommunen og Bornholms Hospital, siger han.

– Og har fået lavet en praktisk plan, som går ud på, at vi donerer kager, smørrebrød og sandwich til sundhedssektoren – altså alle medarbejderne på hospitalet, på plejecentrene og så videre. Det løber op i godt 1.000 medarbejdere. Derfor har jeg også trukket lidt på et par gode venner og kolleger, nemlig Jørgen Johnsen fra Restaurant Margeritten og Casper Rønne-Hansen fra Hos Casper i Bornholms Lufthavn, og de er med på projektet.

Jon Andersen har endvidere taget kontakt til Peter Due hos Dagrofa Bornholm.

– Og han var meget imødekommende i forhold til at give os nogle fornuftige priser på de råvarer, vi skal købe, for at gennemføre arrangementet, siger han.

I dag går det løs.

– Så kører vi øen rundt og leverer hjemmebagte kager samt hjemmesmurte sandwich og smørrebrød til de forskellige afdelinger rundt omkring og til personalet på hospitalet i Rønne. Ude på øen afleverer vi cirka 600 enheder med smørrebrød og sandwich til samtlige sosu-medarbejdere, mens vi på hospitalet afleverer kager til de cirka 400 medarbejdere der, siger han.

Råvarer

Hvorfor gør I det her?

– Vi gør det selvfølgelig først og fremmest, fordi vi synes, sundhedssektoren gør et rigtig godt stykke arbejde for tiden. Dertil har vi valgt at holde vores restauranter lukkede på grund af myndighedernes nuværende regler. Vi laver til forskel fra mange af vores kolleger ikke take away, men vi vil gerne bidrage lidt til situationen og fandt på det her.

– Samtidig er det også sådan, at både mine kolleger og jeg oplever rigtig mange fester, vi skulle have stået for i den kommende tid, men som er blevet afmeldt eller udskudt. Derfor har vi en del råvarer liggende i fryseren, som vi skulle have brugt, men som vi nu kan donere til andre frem for at skulle smide dem ud, siger Jon Andersen.

Der er diverse restriktioner i forhold til emballage og udbringning, men det er der styr på, oplyser han. Der bliver således benyttet godkendt engangsemballage, og serveringerne bliver sat uden for døren, så modtagerne selv kan bringe donationerne indenfor.