Overlæge: Tærsklen for at teste på hospitalet er meget lav

| ABONNENT | 6. APR 2020 • 12:49
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
6. APR 2020 • 12:49
Den seneste uge er det bekræftede antal smittede bornholmere næsten tredoblet. Udviklingen er sket i takt med, at langt flere har fået mulighed for at blive testet, og den øgede testkapacitet har således blotlagt en del af mørketallet.

På Bornholms Hospital har forberedelserne til epidemien stået på i flere uger, og den særlige afdeling, hvor patienter med covid-19 kan isoleres, er taget i brug. Afsnittet, som kaldes F1, er også til de patienter, der er til observation for sygdommen.

I fredags ringede Bornholms Tidende til overlæge Peter Vedtofte for at høre, hvordan spredningen af virussen kommer til udtryk på hospitalet.

Indtil videre er "ganske få" patienter indlagt med covid-19, fortæller overlægen.

I nogle uger har hospitalerne haft disse isolationsafsnit klar, og det har virket, som om I har været i venteposition. Hvad er status på dette tidspunkt i forløbet på Bornholms Hospital?

– Vi får patienter med covid ind. Det er et meget lavt antal, heldigvis. Vi får rigtig mange ind til observation, for vi tester på meget lav indikation.

Hvad vil det sige at teste på lav indikation?

– Vi tester rigtig mange patienter, fordi vi vil prøve at undgå, at det bliver spredt på hospitalet. Derfor er der en meget lav tærskel for at lave en test. Hvis du har hostet, haft forkølelsessymptomer eller feber, vil vi teste.

Kun de personer, der i forvejen er så syge, at de er blevet indlagt, placeres på isolationsafsnittet til observation, mens prøverne bliver analyseret på laboratoriet. Hvis resultatet er negativt, kan patienten flyttes tilbage til en almindelig afdeling.

– Og alle de patienter, som ikke nødvendigvis er indlæggelseskrævende, bliver testet ude i vores telt, og så går de hjem bagefter og får et svar, fortæller Peter Vedtofte.

– Vi tester, hvis egen læge vurderer, at patienten godt kan have det. I teltet laver vi en podning og vurderer, om de er indlæggelseskrævende, og det er langt de færreste – heldigvis.

Tester alle der henvises

Bornholms Hospital har i løbet af den seneste uge fået mulighed for at teste langt flere, og en mindre del af testene kan analyseres på Bornholm.

Det er en naturlig konsekvens af, at Sundhedsstyrelsen har øget testkapaciteten betragteligt.

– Der er blevet ændret teststrategi i Region Hovedstaden, så vi nu tester rigtig mange. For en lille uges tid siden testede man ikke dem, der ikke var indlæggelseskrævende. Da testede man kun dem, der var indlæggelseskrævende. Nu har vi skiftet strategi efter regeringens ønske – og efter at testning i stort antal er blevet lettere tilgængelig. Vi tester alle de patienter, som de praktiserende læger henviser, og de kommer ind her, siger Peter Vedtofte.

Er testning af patienter henvist af egen læge noget, I kunne sætte i gang på grund af den nye teststrategi?

– Ja, og nu er vi i den heldige situation, at vi er begyndt at kunne teste på Bornholms Hospital, sådan at vi ikke længere skal sende prøverne over. Det betyder, at vi kan få svar lidt hurtigere, og så belaster det os mindre, fordi man hurtigere kan få sendt de patienter hjem, som ikke er indlæggelseskrævende, når man kender deres status.

Hvor lang tid tager det at få svar?

– Vi tester to gange om dagen, og det tager cirka fire timer i snit at få et svar. To gange er lidt begrænset, og ellers sender vi dem over, hvis det overstiger vores testkapacitet.

De fleste af prøverne fra kritisk indlagte patienter kan analyseres i laboratoriet på Bornholms Hospital, mens personer, der henvises af egen læge og bliver testet i teltet uden for hospitalet, skal vente lidt længere tid på svar, da disse prøver skal behandles i København.

At hospitalspersonalet – og ansatte i sundheds- og plejesektoren i det hele taget – nu kan blive testet, har blandt andet den fordel, at det hurtigt kan blive afklaret, hvor længe det er nødvendigt at sende de ansatte hjem, hvis de bliver syge.

– Nu er det forår, og man kan let få forkølelseslignende symptomer, og det behøver ikke være covid-19. Det er også for at kunne afkorte sygemeldingen. Hvis det er covid, skal man være hjemme 14 dage, og hvis det er almindelig forkølelse, kan man komme på arbejde, når man har været rask et par dage, pointerer Peter Vedtofte.

– Men vi tester for netop at være på forkant. Man kan smitte hinanden på trods af værnemidlerne, og ofte smitter man, før man har symptomer. Det lumske ved covid-19 er, at man kan smitte, før man viser symptomer.