Når coronatiden løber ud

Hvor bliver tiden dog iler af selv.

Selv i disse corona-isolationstider synes jeg, at det kan være svært at nå alt det, jeg har sat mig for. Måske skyldes det, at jeg har vænnet mig til pensionisttempo. Nu har jeg været isoleret i godt tre uger, og jeg har endnu ikke nået ret meget af alt det huslige, jeg havde forestillet mig.

 

Hverdagen

Bornholms Tidende har bedt vinhandler og tidligere chefredaktør på dagbladet Bornholmeren Søren Wolff om at sætte ord på den nye hverdag under coronakrisen.

 

Undskyldning nummer 1: Der har været rigtig meget kontorarbejde omkring Vinlagret Bornholm. Jeg kan jo ikke møde op på Lagret i åbningstiden om fredagen (14-17) eller lørdagen (11-13). Men jeg kan stå for alt det kontormæssige. Og da vores tilbud om smageposer og “påskeæg” er blevet en langt større succes end både min kompagnon, Ivar Bilenberg, og jeg havde forestillet os, fik vi meget-meget travlt. Så travlt, at vi pludselig måtte afskibe en lynbestilling til vores leverandør, da vi var faretruende nær ved tomme paller for nogle vines vedkommende.

Undskyldning nummer 2: Der skal gerne være plads til et par timers hyggelig telefonsnak og Trivial Pursuit (nu afløst af det mere nutidige Bezzerwisser) med min veninde i den anden ende af Aakirkeby.

Ja, og indimellem ser jeg lidt fjernsyn. Og forleden lykkedes det mig endelig at gøre alvor af at gå en tur med støvsugeren.

 

Jeg har sikkert været et ømt syn

 

Indimellem skal jeg også have noget luft og tager ud på ensomme vandringer til kirkegården for at se til Elly eller en cykletur til Boderne. Den trak godt nok tænder ud. Ikke mindst på hjemturen hele vejen op ad bakke og i svag modvind. Men jeg blev siddende i sadlen. Stædig som jeg er, og fordi jeg vidste, at stod jeg først af, så kunne jeg gå hele vejen hjem. Jeg har sikkert været et ømt syn som jeg slingrede op ad bakken på Limensgaden ved det, der i gamle dage hed Strøbyhus.

Jeg cykler også lidt rundt i Aakirkeby. Og jeg forsøger at huske “styrthjælmen”. Det er sikkert også et festligt syn, men dog ikke a la Nyrup, som blev meget til grin for mange år siden, da han cyklede et eller andet sted i landet og man lånte ham en alt for lille cykelhjælp, hvilket pressen benyttede til helt uretfærdigt at hænge ham ud.

Men det er ligesom med de krumme agurker og EU. I Danmark var de fleste enige om, at det var en af dumhederne, der kom dernede fra Bruxelles. Og den historie er vist aldrig blevet rigtigt aflivet i danskernes bevidsthed, selv om det faktisk var danske handelsgartnere, der havde bedt om den standardisering!

Nå, det her skal jo ikke være politiske betragtninger. Og alligevel. Jeg forstår godt, at en del oppositionspolitikerne i den nuværende situation er utålmodige efter at komme til orde, fordi de jo kan se, at statsministeren bliver mere og mere populær for sin beslutsomhed og gode måde at kommunikere til danskerne på. Men jeg tror, at man glemmer, at hvis det på et eller andet tidspunkt går galt, så er hun også fuldstændig alene om at tage skraldet.

Hun og de forskellige myndigheder, som optræder sammen med politikerne på diverse pressemøder, balancerer på en knivsæg, hvor hele læsset kan vælte en dag, hvis det går den forkerte vej med Coronaen.

Det sker forhåbentlig ikke, hvis man efter Påske begynder at lukke op for samfundet. Jeg tror de fleste krydser fingre for, at den åbning bliver vellykket. Også selv om vi gamle vistnok skal fortsætte med at være isolerede fra resten af samfundet i en rum tid. Til den tid har jeg været isoleret 5-6 uger. Jeg er vis på at jeg kan klare det og endnu nogle uger. Selv om følelsen af ensomhed trænger sig på. Ikke at jeg keder mig. Men i den grad føler mig alene. Den følelse tror jeg, at jeg deler med mange andre gamle.

Vi længes efter at komme ud i foråret og møde andre ansigter end det ene, man kan betragte, når man ser sig i spejlet om morgenen. Ja, det er jeg forresten holdt op med, undtagen når jeg barberer mig. Jeg er træt af kun at se det samme, velkendte fjæs!