Bornholm har nu landets fjerdestørste koncentration af coronasmittede

Bornholm har nu landets fjerdestørste koncentration af coronasmittede
Bornholms Hospital. Foto: Berit Hvassum
| 4. APR 2020 • 13:49
Af:
tommy-kaas

4. APR 2020 • 13:49
Bornholm er nu oppe på 31 laboratoriebekræftede tilfælde af sygdommen covid-19. Det oplyser Statens Serum Institut.

Det er fem flere end fredag, og dermed er Bornholm de seneste uger kravlet fra at være eneste landsdel uden registrerede tilfælde til nu at have den fjerdestørste koncentration af coronasmittede.

De 31 tilfælde er lig med en såkaldt kumulativ incidens (tilfælde per 100.000 indbyggere) på 78,3. Kun København by med 124, Københavns omegn med 122 og Nordsjælland med 91,6 ligger højere af de 11 landsdele.


Dødsfald: Stor overvægt af mænd

Antallet af døde med coronavirus i Danmark er lørdag steget til 161, oplyser Statens Serum Institut.

Fredag var antallet 139. Det er en stigning på 22.

Dobbelt så mange coronasmittede mænd som kvinder er døde, viser den første opgørelse over fordelingen fra Statens Serum Institut. Det skriver Politiken.

Virusset er ikke nødvendigvis dødsårsagen. For at et dødsfald indgår i statistikken, skal den smittede person have mistet livet, senest 30 dage efter at personen blev testet positiv.

Færre indlæggelser

Mens antallet af døde hver dag stiger, falder antallet af indlæggelser nu for tredje dag i streg.

507 personer er indlagt på landsplan. Det er 10 færre end fredag. Antallet af indlagte på intensivafdelinger er lørdag faldet med én til 142. 112 har brug for respirator.