Måling giver stor opbakning til regeringens coronakurs

Måling giver stor opbakning til regeringens coronakurs
Foto: Jacob Jepsen
| 3. APR 2020 • 06:46
Af:
ritzau

3. APR 2020 • 06:46
Et stort flertal af danskerne mener, at regeringen har gjort det nødvendige i forbindelse med håndteringen af coronavirus.

Det viser en undersøgelse fra Voxmeter, der har spurgt 1558 repræsentativt udvalgte danskere i denne uge.

Her svarer 86,3 procent af deltagerne, at "regeringen har gjort det, der skal til" - altså hverken for meget eller for lidt.

Regeringen har blandt andet lukket skoler og daginstitutioner, forbudt forsamlinger på flere end ti personer og lukket landets grænser.

Mange ansatte i det offentlige og private er sendt hjem. Og en lang række forretninger, såsom barer, frisører og tatovører, er blevet lukket.

Syv procent i målingen mener dog, at tiltagene, som regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen har taget, har været for ekstreme. De svarer, at "regeringen har gjort for meget".

Godt 80 procent af danskerne svarer samtidig, at de overvejende har tillid til regeringens håndtering af situationen. Her er der en statistisk usikkerhed 4,21 procentpoint.