Corona på endnu en afdeling: Smitten kan være kommet fra en anden kilde

Corona på endnu en afdeling: Smitten kan være kommet fra en anden kilde
Plejecenter Snorrebakken. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 3. APR 2020 • 13:50
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
3. APR 2020 • 13:50
Nye test har vist, at der torsdag aften var tre beboere og fire medarbejdere på plejecenteret Snorrebakke Allé 2 – i de grå huse – som er smittet med Covid-19. De nye smittede kommer fra den samme enhed af Snorrebakken, som også tidligere har haft smittede, men fra en anden afdeling. Enheden består af fire afdelinger med hver 15 beboere, og der er nu fundet smitte i to af afdelingerne.

Det oplyste regionskommunen i en pressemeddelelse tidligere i dag.

Plejecenteret og Bornholms Hospital har derfor besluttet at gennemføre test af alle 140 beboere og medarbejdere i enheden for at forebygge yderligere spredning, også selv om der ikke er synlige symptomer på sygdom. Ved at teste alle får man desuden mulighed for hurtigt at kunne behandle eventuelt smittede og lette deres sygdomsforløb.

De test, der er på tale, handler om, hvorvidt folk et smittet, ikke om de eventuelt har været smittet, men er blevet raske og dermed nu er immune. Den type test er endnu ikke tilgængelige for Bornholms Hospital, oplyser hospitalsdirektør Annemarie Hellebek til Bornholms Tidende.

Servicedirektør for Bornholms Regionskommune Trine Dorow siger i pressemeddelelsen:

– Jeg er meget tilfreds med, at vi nu kan gennemføre denne omfattende testning, som stiller os bedre i forhold til at forebygge yderligere smitte og tage os bedst muligt af de, der måtte være smittet. At vi har kunnet reagere så hurtigt og få sat gang i så mange test skyldes i høj grad et stærkt samarbejde med vores hospital, som har grebet opgaven.

De nye omfattende test er igangsat fredag morgen, og forventes færdige i løbet af weekenden. De testede vil modtage svar på deres test, så snart de foreligger.

– Jer har fuld forståelse for, hvis nogen af de direkte berørte – borgere, pårørende og medarbejdere – bliver bekymrede, men det, vi gør nu, er efter en samlet sundhedsfaglig vurdering det absolut bedst mulige. Jeg skal opfordre alle direkte berørte til at udvise tålmodighed og hjælpe hinanden, så vi også med denne testning kommer bedst muligt igennem, siger Trine Dorow i meddelelsen.

Lederne på Snorrebakken var fredag formiddag i gang med at informere alle medarbejderne, beboerne og de pårørende om det nye tiltag.

Det har ikke fredag formiddag være muligt at få yderligere kommentarer fra Trine Dorow, om hvorvidt man har været forsigtig i forhold til ikke at lade medarbejdere fra den afdeling, hvor der først blev konstateret smitte, arbejde på de øvrige afdelinger.

 
Det er ret mange
medarbejdere, der skal
koordineres i forhold
til de 15 beboere

 

Til gengæld har Bornholms Tidende fået ældrechef i Bornholms Regionskommune Birgit Mortensen i tale.

Hun oplyser, at kommunen allerede inden den første borger på Snorrebakken blev smitte var klar over, at man kunne komme i den situation.

– Så vi har internt i vores store organisation talt om, hvordan vi kunne gøre os klar til at minimere smittespredningen mest muligt. Da det så sker, træder den retningslinje i kraft, som vi har aftalt, nemlig at vi begrænser antallet af medarbejdere i den enkelte afdeling mest muligt. Det betyder i praksis, at vi sætter et lille hold sammen omkring de beboere, der er, og sikrer så vidt muligt, at det kun er de medarbejdere fra det specifikke hold, der kommer på afdelingen.

– Og der kommer jo medarbejdere om morgenen, andre om eftermiddagen og endelig et nattevagtshold, så det er ret mange medarbejdere, der skal koordineres i forhold til de 15 beboere.

Fagpersoner

Ligger det i retningslinjerne, at de medarbejdere så ikke skal ud på andre afdelinger?

– Ja. Men jeg vil også sige, at der har været undtagelser. Nogle få situationer, hvor vi har været nødt til at trække andre fagpersoner ind på afdelingen fra andre dele af det grå hus.

Og som så efterfølgende er vendt tilbage til den afdeling, de ellers kommer fra?

– Ja. De har skullet løse helt konkrete opgaver, typisk det vi kalder sundhedslovsindsatser, som ikke kan løses af hvem som helst. Det næste er, at vi fra Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og Seruminstituttet har vejledninger for, hvordan vi skal omgås borgere, der er smittet, og passe på os selv og sørge for, at vi ikke spreder smitte. Det handler typisk om værnemidler. Endelig gælder så generelt, at vi jo alle i princippet bliver betragtet som raske smittebærere, så når der møder en medarbejder ind i en af de andre afdelinger på Snorrebakken, kan hun jo være rask smittebærer og bringe smitte ind i området. På den måde kan smitten også komme andre steder fra.

Det, du siger, er, at når der nu er smitte i to afdelinger, behøver der ikke være bragt smitte fra den ene til den anden, der kan være tale om en helt anden smittekilde?

– Ja, lige præcis, siger Birgit Mortensen.

Så I fastholder jeres forholdsregler, som de hele tiden har været, der er ikke kommet yderligere til?

– Nej.