Så var den der: Illustrator nomineret til fornem pris

Så var den der: Illustrator nomineret til fornem pris
Arkivfoto: Berit Hvassum
| 2. APR 2020 • 15:11
Af:
torben-oestergaard-moeller

2. APR 2020 • 15:11
Illustratoren Anna Margrethe Kjærgaard, som er bosat på Bornholm, er sammen med forfatter Rebecca Bach-Lauritsen blevet nomineret til den prestigefulde Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2020, som er sat i verden for at styrke og løfte børne- og ungdomslitteraturen i Norden.
Jeg er så stolt
og lykkelig!
Anna Margrethe
Kjærgaard

Parret er nomineret for billedbogen "Ud af det blå" (Jensen & Dalgaard, 2019), og på sin Facebookprofil skriver Anna Margrethe Kjærgaard blandt andet:

– Jeg er så stolt og lykkelig! Rebecca Bach-Lauritsen og jeg er blevet nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomspris for vores billedbog "Ud af det blå". Tusind, tusind tak!! I dag er der champagne til frokost!

Om baggrunden for nomineringen forklarer Nordisk Råd på sin hjemmeside blandt andet:

"Det er lykkedes forfatteren Rebecca Bach-Lauritsen og illustratoren Anna Margrethe Kjærgaard at skabe en fortælling, der bliver en markant hyldest til livsglæden, når den ud af det blå byder sig til. Det sker ved en bevidst udnyttelse af illustrationens og sprogets enkleste og samtidigt mest fortættede udtryk. (...)

De to klæder og beriger hinanden i denne billedbog, der sprænger de gængse rammer for genren, både i deres narrative samspil og i bogens omfang: 40 opslag.

Den holder, hvad den lover, og markerer selv dette med slutordene:

"Pludselig var den der./ Bare sådan./ Ud af det blå.// Men først var den der ikke".

Yeah

Om samarbejdet med Rebecca Bach-Lauritsen har Anna Margrethe Kjærgaard tidligere fortalt til Bornholms Tidende, da avisen besøgte hende i hendes værksted på Kirkepladsen i Rønne, at det opstod næsten ud af det blå, da hun modtog Kunstfondens treårige arbejdslegat i 2016. Blandt gratulanterne på de sociale medier var Rebecca, som hun aldrig havde mødt i virkeligheden, men hurtigt fik lyst til at arbejde sammen med.

– Jeg skrev en besked til hende, og så tænkte jeg alligevel, at det var lidt pinligt, fordi jeg overhovedet ikke kendte hende, og hun er kendt. Men i det, jeg lagde telefonen fra mig, kom jeg til at trykke på send. Så tænkte jeg "okay, så er der ikke nogen vej tilbage", og så skrev hun to minutter senere, "yeah, det ville hun gerne". Og det har været et drømmeprojekt, fordi vi har været åbne over for hinandens ideer, så det har været én stor leg, og jeg har aldrig haft det så sjovt før i mit arbejdsliv.

Ved udgivelsen af "Ud af det blå" fik den da også seks stjerner på hjemmesiden Børnenes Bøger samt flotte ord med på vejen fra Litteratursiden.

Kød på historien

Anna Margrethe Kjærgaard har også blandt andet illustreret bøger for den bornholmske forfatter Dennis Gade Kofod "Kattemand, åh kattemand" og for Betina Birkjær, "Kaffe Kanin Vintergæk Væk", som nok bor i Svendborg, men dog har en søster på Bornholm.

I forbindelse med udgivelsen af sidstnævnte bog fortalte Anna Margrethe Kjærgaard blandt andet til Bornholms Tidende, at hun havde arbejdet med flere børnebøger, som behandlede alvorlige emner.

– Det er spændende, når der er noget kød på historien, frem for en sød og glad historie, forklarede hun og fortsatte:

– Den type historier appellerer meget mere til mig, den måde jeg tænker på, arbejder på og hele mit udtryk i mine bøger.

Illustratoren fortalte også, at hun og forfatteren hver især har påvirket bogen på den måde, at hun selv har kunnet tale om, hvad hun godt kunne tænke sig at tegne, hvilket har påvirket teksten – og omvendt.

– Det har været en utroligt konstruktiv og energisk arbejdsproces. Vi er gået ind og ud af hinandens ting, og det er en superfantastisk måde at arbejde på, hvor man nedbryder grænsen for hver sin del af arbejdet, sagde hun.
Anna Margrethe Kjærgaard

Født 1974. Uddannet illustrator fra visuel kommunikation på Danmarks Designskole i 2002. Fik Kulturministeriets illustratorpris i 2015 og Kunstfondens treårige arbejdslegat i 2016. Hun har værksted i Rønne.

blockquote>