Borgmesteren advarer i debatten om sommerhusgæster: Den hårde tone risikerer at give bagslag

Borgmesteren advarer i debatten om sommerhusgæster: Den hårde tone risikerer at give bagslag
Winni Grosbøll. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 2. APR 2020 • 20:05
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
2. APR 2020 • 20:05
– Det, jeg er bange for i øjeblikket, er, at debatten om turister på Bornholm bliver opfattet, som om de generelt ikke er velkomne, og det er jo ikke rigtigt.

Sådan siger borgmester Winni Grosbøll og fortsætter:

– Vi er nødt til at være enormt pragmatiske i den her tid, hvor det hele ændrer sig hele tiden. Men lige nu ser det ud til, at vi ved alle sammen at efterleve restriktionerne og holder to meters afstand kan gå det her igennem på en fornuftig måde.

Ja, nu går det forholdsvis godt med tallene, men det er jo netop, fordi vi har efterlevet reglerne?

– Præcis! Og det skal vi bare blive ved med, siger borgmesteren.

Har borgmesteren dermed ændret holdning til, om sommerhusgæster skal komme til Bornholm i løbet af påsken?

Til Bornholms Tidende sagde hun i lørdags blandt andet:

– Vi navigerer efter, at statsministeren siger, at vi nok ikke skal tage nye steder hen og udforske nye feriemål. Til gengæld vil vi rigtig, rigtig gerne se familien Westh (som havde efterspurgt en officiel holdning til problematikken fra Bornholms side, red.) på øen i efteråret, og da har vi måske også meget mere at tilbyde.

Borgmesteren refererede også statsminister Mette Frederiksen for at sige, "at man skal lade være med at rejse mellem landsdele, og man skal i hvert fald overveje, om det er nu, man skal tage på påskeferie nye steder, eller om man skal vente og gøre det i efteråret".

Winni Grosbøll tilføjede dog:

– Man kan selvfølgelig sige, at er der en enkelt familie, der sætter sig ind i sin bil, ruller gennem Sverige, kører om bord på færgen og bliver i bilen under overfarten, for dernæst at køre ned i et sommerhus og opholde sig der, så er det i sig selv jo ikke en kæmpe smitterisiko. Tvært imod er den relativt lav.

Siden da har hun lagt et åbent opslag frem på Facebook (se boksen til denne artikel), hvor man kan få indtryk af, at hun er blevet mere åben i forhold til turister på Bornholm – også inden det er blevet efterår – idet hun med et "æv, altså!" giver udtryk for, at hun synes, diskussionen om sommerhusgæsterne i påsken er blevet lige lovlig firkantet.

Forkert debat

Altså, har hun ændret holdning?

– Det kan da godt være, jeg har modereret min mening lidt, siger hun.

– Men jeg har tænkt en del over det de seneste dage, hvor jeg har fulgt debatten, og synes, den udvikler sig forkert. Vi skal passe på, at tingene ikke bliver så sort-hvide for tiden, og selvfølgelig må folk godt komme – de skal huske at passe på og følge de forholdsregler, vi alle sammen er bekendte med. Det vil sige, at vi holder afstand, ikke besøger familie og venner, går til påskefrokoster og så videre. Så jeg er stadig enig med statsministeren i, at man ikke skal rejse ud og efterforske nye steder, men folk, der har et sommerhus på øen, skal da være velkomne til at komme og bo i det under de betingelser, jeg lige har skitseret. Så kan de gå ture langs stranden, ungerne kan komme ud og få noget frisk luft og så videre. Det synes jeg da, de skal gøre, vi er jo også en del af Danmark.

– Så har jeg ændret holdning? Jeg tror, jeg hele tiden har sagt, at tingene ændrer sig fra dag til dag, alt flytter sig, og jo tættere, vi kommer på påsken, des bedre kan vi se, hvordan det går. Vi er heldigvis ikke blevet løbet over ende af smittede i øjeblikket, og vi ser heller ikke trafiktal, der siger, at vi bliver løbet over ende af gæster i påsken – overhovedet! Kombinationen af de to ting gør, at jeg har det rimelig godt i maven i forhold til at sige, at sidder man i København og har et sommerhus på Bornholm, hvor man har lyst til at tage hen og bare være sig selv uden i disse coronatider at opsøge andre mennesker, så er der også plads på Bornholm til det.

– Jeg kan også se, at debatten bliver meget hård, og jeg tror, at det risikerer at give bagslag for os selv. Det er heller ikke, sådan, bornholmere er. Jeg er med på, at vi alle sammen er pressede og frustrerede og bange, men engang imellem må man alligevel gerne lige stoppe op og tænke sig om en ekstra gang og finde ud af, om vi er helt sikre på, at vi mener det, vi fortæller hinanden, at vi mener. I den forbindelse siger jeg bare, at der sker altså ikke noget ved, at en familie sætter sig i sin bil, måske bliver på bildækket under overfarten og kører til deres sommerhus og bliver der.
 

Borgmesteren på Facebook

På Facebook skriver borgmester Winni Grosbøll i et opslag:

Kære gode bornholmere!

Der er så mange ting, der er foruroligende i disse dage. Men vi har før holdt sammen og overvundet kæmpe problemer, det skal vi også denne gang.

Derfor bliver jeg også i stigende grad bekymret over de historier, jeg får fra folk udefra:

• folk, der afmelder deres ferie, også i maj og juni, fordi indtrykket er, at gæster, og folk med egne sommerhuse på øen, bare skal blive væk, og de skal kun komme igen, når vi siger til.

• tilflyttere bydes ikke ordentlig velkommen, de føler sig ildeset fordi folk snakker om københavnere der smitter med corona

• butiksejere, tør ikke åbne deres butikker fordi folk så siger, de bidrager til at vi får smitte på øen.

Æv altså! Det er da ikke sådan, vi er?

Rent faktuelt: Vi har Coronasmitte på øen, en del er syge og til fulde lige så meget som i resten af landet.

Vores sundhedsvæsen knokler, men de kan følge med, og de gør det godt.

Folk, der kører ombord på færgen, bliver i deres biler undervejs og kører i deres sommerhus ude på øen, udgør ingen risiko for smitte til Bornholm.

Den mest sikre måde at forblive rask er, at holde sig på 2 meters afstand til alle og at vaske sine hænder hyppigt. Selvfølgelig skal man ikke opsøge sin familie, venner eller andet, og man skal følge statsministeren, myndighedernes og sundhedsstyrelsens anbefalinger, men det gælder jo alle dansker i hele landet.

Tænker Irmas gamle slogan stadig gælder: Smil, det smitter!

– også på afstand.

 

Sort-hvidt

Men sidst, vi talte sammen, sagde du, at de hellere skulle vente til efteråret, så du har vel ændret holdning?

– Jo, men når du siger det, bliver det igen så sort-hvidt! Jeg opfordrer ikke folk til at tage på nye ferier, og jeg siger ikke, at hvis de aldrig har været på Bornholm før, så kom dog nu – for de bliver også bare skuffede, fordi alt er lukket ned. Det, jeg siger, er, at vi skal passe på ikke fuldstændig at skræmme folk væk og sige "vi vil overhovedet ikke se jer", for det er jo ikke dét, der er tale om. Vi har hele tiden holdt øje med, at vi ikke bliver løbet over ende, og det gør vi altså ikke.

– Stod vi i en situation med et fuldstændig presset hospital, havde jeg nok haft en anden holdning, men under de omstændigheder, vi nu opererer under, ser det fornuftigt ud, og så kan vi altså godt håndtere, at der kommer nogle folk. Men jeg gentager, at vi stadigvæk alle sammen skal efterleve reglerne om afstand og hygiejne og så videre – også gæsterne på øen. Det er ikke anderledes, uanset hvor i landet man er, siger Winni Grosbøll.

Det, du siger, er, at folk med tilknytning til Bornholm i hvert fald godt kan komme, når bare de passer på?

– Ja, de skal ikke opsøge folk, tage til påskefrokost og så videre, det er ikke anderledes her end andre steder. Men vi har masser af plads ved vores strande og i skovene til, at man kan holde god afstand til hinanden. Det er bornholmerne virkelig gode til, har jeg bemærket, og det skal vores gæster også efterleve. Holder vi de to meters afstand, har smitten virkelig svært ved at brede sig.

Og så lige én gang til: Har du ændret holdning til det her spørgsmål?

– Jeg har ændret holdning 100 gange i den her proces. Og det er, fordi verden verden ændrer sig hver dag, siger Winni Grosbøll.