Stadig 21 bekræftede smittede på Bornholm

Stadig 21 bekræftede smittede på Bornholm
Bornholms Hospital. Foto: Berit Hvassum
| 1. APR 2020 • 14:05
Af:
redaktionen

1. APR 2020 • 14:05
Der er ikke blevet flere registrerede tilfælde af patienter med sygdommen covid-19 siden i går.

Det fremgår af nye tal fra Statens Serum Institut.

Bornholm har fortsat 21 laboratoriebekræftede tilfælde. Det vides ikke, hvor mange der er testet, og der regnes fortsat med store mørketal.

Danmark runder 100 dødsfald

På landsplan er mere end 100 personer er nu døde i Danmark, mens de var smittet med coronavirus.

Siden tirsdag er der således yderligere 14 coronasmittede, der er registreret som døde.

Det bringer det samlede antal op på 104, oplyser Statens Serum Institut onsdag. Selv om en coronasmittet er død, er det ikke nødvendigvis dødsårsagen.

Der har også været en stigning i antallet af smittede det seneste døgn. Der er indtil videre bekræftet 3092 tilfælde af coronasmittede. Det er 277 flere end tirsdag.

535 indlagt

Antallet af indlagte coronapatienter er onsdag 535. Af dem er 146 - eller mere end en fjerdedel - på intensivafdeling. Og af de 146 er der 129, som har det så skidt, at de er nødt til at få hjælp af en respirator.

Region Hovedstaden er den af de fem regioner, som tegner sig for flest indlagte. Her er der 260 indlagte - altså næsten halvdelen af de i alt 535 indlagte på landsplan.

I nogle lande offentliggør man løbende tal over antallet af personer, der bliver raske igen efter at have været smittet med coronavirus.

Herhjemme er der endnu ikke kommet sådan en opgørelse. Men Statens Serum Institut regner med at have den første klar inden længe.

Forsigtig optimisme

På det seneste har coronaudviklingen herhjemme givet både myndighederne og regeringen anledning til en forsigtig optimisme.

Mandag sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at hvis tallene for antal coronasmittede fortsætter den hidtil jævne udvikling, så kan det snart komme på tale med en kontrolleret, gradvis genåbning af Danmark.

Konkret åbnede hun for en genåbning efter påske.