Hallegaard: Slagtehuset kører – det hænger sammen med lodder og trisser

Hallegaard: Slagtehuset kører – det hænger sammen med lodder og trisser
Jørgen Toft Christensen. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 1. APR 2020 • 19:23
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
1. APR 2020 • 19:23
– Vi har lige slagtet hele dagen i dag.

Sådan siger Jørgen Toft Christensen, Hallegaard Slagtehus, på spørgsmålet om slagtehuset er i gang, nu hvor det meste af erhvervslivet og særlig hotel- og restaurationsbranchen er tvangslukket på grund af corona-epidemien.

Men selvom der bliver slagtet, så påvirker krisen også slagtehuset alvorligt, siger Jørgen Christensen.

– Det er med lodder og trisser, det hænger sammen. Jeg har været nødt til at sende en ansat hjem på fuld tid, og en anden er sendt hjem på deltid, men jeg håber, at de kan komme tilbage.

Efter dagens slagtning mandag slagter Hallegaard Slagtehus ikke mere før påske.

Og herefter vil det også foreløbig kun være, hvis det er returslagtninger, altså hvor ejeren selv tager kødet retur.

For kun to måneder siden blev slagtehuset på Hallegaard genåbnet, efter at have været lukket siden december, hvor det gamle Hallegaard selskab blev erklæret konkurs. Hallegaard blev genstartet af nye investorer, og det var en glad Jørgen Toft Christensen, der med stor optimisme for fremtiden kunne åbne slagtehuset igen den 28. januar.

I begyndelsen af februar kunne han endvidere præsentere en ny partner i Hallegaard. Ejer og stifter af Cofoco-kæden, den københavnske iværksætter og forretningsmand August Lund, købte sig i januar ind i Hallegaard.

Da de nye investorer blev præsenteret, præsenterede Hallegaard også planer om, at nu skulle der sættes turbo på slagtehuset og ansættes en ekstra mand.

Midt i februar blev en ny leverandørforening for de små kødproducenter på Bornholm stiftet med blandt andre Jan Seerup fra Hammershuslam i bestyrelsen. Leverandørforeningen har 21 kødproducenter som medlemmer.

Påskelam

Alt var lagt til rette for at sætte fuld fart på slagtehuset, men med corona-epidemien er farten taget voldsomt af den forventede udvikling.

Nu er der kun returslagtninger i slagtehuset, for stort set alle aftagere af kød fra Hallegaard er pt. lukket ned.

– Der er ingen købere lige nu. Cofoco ligger fladt ned ligesom alle andre. Sådan er det også her på Bornholm, siger Jørgen Toft Christensen, der havde regnet med efter genstarten, at slagtehuset skulle slagte store mængder kød til engros, blandt andet til Cofoco.

– Men nu må vi være tilbageholdende med at slagte for meget til eget forbrug, og det bliver nok en stille påske, forventer han.

Hallegaard nåede dog at slagte en masse lam, hvoraf en del nu går til København, og andet bliver solgt i butikken fra på mandag.

Slagtehuset tænder dog for lys og maskiner, hvis producenterne selv ønsker at få slagtet.

– Så samler vi sammen og laver en slagtedag. Vi har næste slagtning lige efter påske, fortæller Jørgen Toft Christensen.