Fiskere kan få henstand på lån

Fiskere kan få henstand på lån
Arkivfoto: Berit Hvassum
| 31. MAR 2020 • 18:14
Af:
elisabeth-krogh

31. MAR 2020 • 18:14
I morgen onsdag den 1. april skal fiskere med lån i den tidligere Fiskeribank betale både afdrag og renter på deres lån.

Men i lyset af den nuværende corona-krise og fiskernes faldende indtægter vil fødevareminister Mogens Jensen nu give fiskerne mulighed for henstand på terminsydelserne i 2020.

Det sker for at holde hånden under erhvervets trængte økonomi, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

– Jeg ved, at situationen påfører store dele af erhvervet voldsomme konsekvenser, og at markedet for fersk højkvalitetsfisk til konsum er særligt hårdt ramt på grund af lukning af restauranterne både herhjemme og ned igennem Europa. Det og andre skadevirkninger for fiskerierhvervet ser jeg på med stor alvor, og derfor har regeringen allerede vedtaget en række initiativer, der skal holde hånden under både fiskeriet og vore øvrige erhverv i den svære situation – og nu tilbyder vi altså også muligheden for henstand på lån, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Særlig bornholmske fiskere er pressede

Frem til 2008 eksisterede der en såkaldt Fiskeribank, som formidlede billige lån til fiskerne. Da den blev nedlagt, overgik lånene til staten. De administreres nu af UdbetalingDanmark på vegne af Miljø- og Fødevareministeriet. Den samlede restgældfor lånene er ca. 108 mio. kr. fordelt på i alt 125 låntagere – mange af dem er bornholmske fiskere, som i forvejen er presset af lave kvoter, men nu kommer regeringen altså med en midlertidig løsning.

– I den her situation er det vigtigt, at vi står sammen og i fællesskab finder de bedste løsninger. Regeringen vil også fortsat være opmærksom på de udfordringer, som videre frem kan komme til at opstå i forbindelse med pandemien. Vi følger udviklingen løbende, så vi også i fremtiden har et fiskerierhverv som kan sikre os gode, sunde råvarer, siger Mogens Jensen.

Der bliver tale om en model, hvor der tilbydes henstand med april og oktober terminsydelserne 2020 indtil 28. februar 2021. Senest pr. 28. februar 2021 skal rentedelen (inkl. administrationsbidrag) betales. Under forudsætning af betaling af renter og administrationsbidrag senest 28. februar 2021 ydes der henstand med afdragsdelen af terminsydelserne indtil 6 måneder efter forfald af sidste ordinære terminsydelse på lånet. De sidste ordinære lån udløber i apriltermin 2028.