Bornholmslinjen fastholder: Ingen penge retur på billigbilletter

Bornholmslinjen fastholder: Ingen penge retur på billigbilletter
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 31. MAR 2020 • 18:26
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
31. MAR 2020 • 18:26
Flere læsere har til Bornholms Tidende ærgret sig over, at de ikke i den aktuelle situation kan få deres penge retur, hvis de har købt en billet til en rejse med Bornholmslinjen.

For eksempel påpeger de, at hvis man er inviteret til en familiefest på den anden side af vandet, er det for tiden indlysende, at festen bliver afblæst, og så ville det være rart at kunne få sine penge retur, frem for blot at kunne flytte rejsen til en anden dag.

For måske er der slet ingen anledning til overhovedet at skulle rejse.

Bornholms Tidende har derfor pr. mail stillet følgende spørgsmål til rederiets pr- og kommunikationschef Jesper Maack:

Er det tænkeligt, at Bornholmslinjen laver en ordning, så man ikke brænder inde med sine billetter, hvis man ikke aner, hvornår man skal rejse? Altså, enten pengene retur, eller så man kan sætte dem i ”banken” i rederiet, til det bliver relevant at bruge dem?

Jesper Maack svarer, ligeledes pr. mail, således:

– Det er altid en overvejelse værd, når man beslutter sig til at købe en billig billet på de betingelser, at den ikke kan refunderes. Der kan jo komme ting i vejen. Det kan være personlige ting, andres ting – eller som her noget helt overordnet, som kommer i vejen, så man ikke skal af sted.

– Det er for alle en træls situation, og vi forstår godt, at det på trods af betingelser og vilkår kan være frustrerende at stå med en rejse, som der pludselig ikke er brug for. Men færgerne sejler jo, som de skal, uanset om folk kommer til deres afgang eller flytter deres billet.

– I denne situation har vi sat billetterne frem til den 13. april fri. Det betyder, at de resten af årets ni måneder uden gebyrer kan flyttes hen på en anden afgang. Finder man en afgang med billige billetter, har denne flytning ikke kostet noget. Billetterne kan altså nærmest lægges på lager, og så findes frem, når de igen skal bruges.

– Billetterne kan flyttes gebyrfrit flere gange i perioden. Vælger man at flytte sin lavprisbillet hen på en afgang, som er dyrere end den oprindelige, så skal der helt som sædvanligt betales for prisforskellen, slutter Jesper Maack.
 

”En gratis omgang”

En læser skriver til Bornholms Tidende: ”Bornholmslinjen tilbyder generøst, at man frit kan flytte sine billetter til en anden afgang. For mig at se virker det lidt som en gratis omgang. Jeg er sikkert ikke den eneste, der har booket billet, fordi vi har et konkret ærinde ”ovre”. I vores tilfælde er der tale om i alt fire overfarter á 99 kr.

Vi har i disse ”coronatider” ikke umiddelbart rejseplaner i nærmeste fremtid, så hvorfor skal vi lave en ”fiktiv” rejse?

Endvidere skal vi med stor sandsynlighed også betale ekstra, og hvis de billetter ikke benyttes, har vi blot spildt et større beløb!

Det eneste seriøse vil selvfølgelig være, at kunderne får deres billettet refunderet. Alternativt kunne billetten aflyses, og beløbet stå hos selskabet til hel/delvis betaling af den næste rejse”.