Onsdagens leder: Flere bud på fremtidens Bornholm

Onsdagens leder: Flere bud på fremtidens Bornholm
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 25. MAR 2020 • 18:22
Af:
oejvind-hesselager

25. MAR 2020 • 18:22
I gårsdagens avis blæste Bornholms Tidende til en fælles samtale om hvilket Bornholm, vi ønsker at være, når krisen er slut. "Det er nu, vi har tid til refleksion og dialog," skrev vi.

Siden er der kommet flere kommentarer, blandt andet på Facebook.

(Da det ikke er aftalt med skribenterne, bliver deres navne ikke bragt i det følgende).

Nogle er forståeligt forsigtige med at starte den dialog allerede nu, hvor bare det at få hverdagen til at hænge sammen, kan være en stor udfordring.

En skriver for eksempel:

"Tror de fleste familier i øjeblikket kun tænker på en ting, nemlig at have et job på den anden side af denne krise. Uden det, så fungerer tingene ikke."

Det er absolut et forståeligt standpunkt.

Der er også skepsis over overhovedet at gå ind i en debat om fremtidens Bornholm, fordi erfaringerne med den slags debatter er, at man som menigmand ikke altid bliver hørt.

Blandt andet fremhæver en debattør, at forløbet med "Bright Green Island visionen – Bornholmermålene frem mod 2035," ikke føltes lige inkluderende for alle.

"Dengang følte jeg ihvertfald ikke at alle blev hørt. Jeg var ikke den eneste. Så hvis vi skal igennem den debat en gang til, så skal man nok også lytte til den almindelige borger. Ellers siger jeg pænt nej tak, inden vi starter."

 
Ofte er det svært af fastholde
visionen, når den går fra begejstret
proces til at blive nedfældet på papir

 

Det er en ærgerlig erkendelse. Ofte er det svært af fastholde visionen, når den går fra begejstret proces til at blive nedfældet på papir.

Men Bornholms Tidende er ikke i gang med at lave en ny samlet plan, der måske ender i en skuffe. Målet er som avis at bringe så mange stemmer som muligt i spil. Fordi vi har en unik chance lige nu for at drømme om en anden hverdag. For børnefamilierne, for de ældre, for erhvervslivet. For Bornholm.

Den tanke, er der også flere, der byder ind på. For eksempel lyder det helt konkret:

"Tak! Havde lige denne snak med en ven i aften. Bornholm skal bruge denne krise til et redefinere sig selv, og netop ikke kun identificere sig med turisterhvervet! Det er et meget spændende oplæg."

Og der er forståeligt nok stort fokus på erhvervslivet i flere af de reaktioner, der er indløbet.

"Webbutikker får større betydning, og de kan sagtens ligge på Bornholm."

"Nye arbejdspladser vil om et par år opstå som følge af Ørsteds havvindmølleprojekt og tilknyttet brintfabrik."

 
Der er plads til flere stemmer og flere emner

 

En debattør mener, at tiden er inde til at gøre op med de store planer for øens museer:

"Kommunalbestyrelsen har dog mulighed for på torsdag at sige nej til at synke dybere ned i den sump, ved at sige endelig nej til den korrumperede museumsforening, der har solgt sig til et dansk vinduesfirma."

Det økonomisk måske mest reformerende budskab peger på, at Bornholm skal huske at se på, hvor der kan skaffes flest arbejdspladser i fremtiden:

"Bornholm kan efterhånden skifte fra at være domineret af en sæsonbetonet turistindustri til at rumme flere produktions- og servicevirksomheder."

Der er plads til flere stemmer og flere emner. Tak for bidragene.