Kunsthåndværkere kan blive ramt dobbelt af coronakrisen

Kunsthåndværkere kan blive ramt dobbelt af coronakrisen
Maja Frendrup. Arkivfoto: Allan Rieck
| ABONNENT | 25. MAR 2020 • 09:47
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
25. MAR 2020 • 09:47
I lighed med diverse andre brancher bliver også de bornholmske kunsthåndværkere påvirket af coronakrisen.

Det fortæller Maja Frendrup, som er formand for kunsthåndværkerforeningen ACAB med 68 medlemmer.

– Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvordan det rammer, siger hun.

– Marts er ikke nødvendigvis en måned, hvor alle kunsthåndværkere er vandt til at have en stor omsætning, men nogen mærker krisen allerede nu. Jeg havde for eksempel selv en rigtig god marts og april sidste år, og det har jeg jo ikke ligefrem udsigt til nu. Vi, der er fuldtidsbeskæftigede med kunsthåndværk, mærker det jo ret hårdt i forhold til en omsætning, der er gået i stå fra den ene dag til den anden, hvis man normalt har et salg, der går direkte fra kunsthåndværker og til kunde.
Turisterne skulle begynde
at strømme til øen her
til påske, men kommer ikke,
og så står man der med en
masse fine, nye produkter.
Maja Frendrup, formand for ACAB

– Vi har også en del medlemmer, som har et bijob ved siden af, og som måske også har mistet det, fordi det har været på en virksomhed, der er gået på lavt blus. Det kan være på en restaurant eller lignende. På den måde er der hurtigt nogen, der får det svært, fordi det også kommer lige efter en vinter, hvor mange af os tærer lidt ressourcerne og bruger energien på at producere til sæsonen.

– Ud over det økonomiske i det føles det også bare rigtig ærgerligt, fordi man normalt lige nu ville gå og arbejde sig op til, at nu begynder sæsonen. Der er planlagte udstillinger og projekter, som pludselig ikke bliver til noget. Turisterne skulle begynde at strømme til øen her til påske, men kommer ikke, og så står man der med en masse fine, nye produkter – og hvad man skal man så finde på?

Ja, præcis, hvad skal man finde på – har I i bestyrelsen overhovedet nogle gode råd til medlemmerne?

– Det er svært. Men har man mulighed for at producere noget – så man opbygger et endnu bedre lager til, når sæsonen går i gang – synes jeg, det er en fornuftig måde at bruge tiden på. Derudover kan man måske prøve at tænke i lidt andre baner. Forsøge at få afsat noget til de samarbejdspartnere, man eventuelt har. Men hele landet er ramt, så det er naturligvis også svært.

– Nogle af os forsøger at få lidt gang i salg over internettet. Jeg prøver at lave en Instagram-shop for eksempel, og det er der også flere andre, der gør. Jeg taler også med kolleger om at lave en fælles indsats i forhold til at sælge noget, og Destination Bornholm har lovet at hjælpe os med promovering, hvis vi går i gang med nogle initiativer i forhold til salg over nettet. Den slags kan man måske prøve at gå ind i, siger Maja Frendrup.

Hun erkender dog, at det kan være vanskeligt i en økonomisk usikker situation at kaste sig ud i nye initiativer, som i sig selv kan koste penge.

– Vi er da også på sigt bekymrede i forhold til, om der kommer en økonomisk krise oven på det her, for så kan salget af kunsthåndværk være noget af det, der bliver ramt rigtig hårdt, siger hun.

Håndværket i møllen

Er der nogle af jeres medlemmer, der taler om, at de kan blive nødt til at kaste håndklædet i ringen?

– Jeg tror, at alle rigtig gerne vil fortsætte med at lave kunsthåndværk, men det kan godt være, det ender med, at der er nogen, der bliver nødt til at lukke deres virksomhed, fordi de her og nu ikke har nogen penge at leve af. Forhåbentlig får de i givet fald mulighed for at starte op igen.

Regeringens hjælpepakker kan muligvis gøre en forskel, mener Maja Frendrup.

– Men jeg synes ikke, det endnu er helt klart, hvordan man eventuelt kan få del i dem, siger hun dog.

Helt generelt er turistsæsonen vel også jeres højsæson?

– Ja, den strækker sig netop fra påske og til og med efterårsferien.

Håber du stadig på, at der kommer gang i noget i løbet af den kommende sommer?

– Ja, helt sikkert! Vi er en flok håndværkere, som regner med igen at åbne det, vi kalder Håndværket i Gudhjem Mølle, siger Maja Frendrup.

– Det gik så godt sidste år med vores fælles butik, da vi var 15 ACAB-medlemmer, der deltog, at vi i år er 21, og vi havde egentlig planlagt at åbne til påske. Men vi er netop i arbejdsgruppen blevet enige om at udskyde åbningen. Vi satser nu på at åbne til Kunstrunden ved Kristi himmelfartsdag den 21. maj. Der er trods alt to måneder til, så det håber vi kan lade sig gøre.
ACAB

Siden 2002 har nogle af de dygtigste professionelle kunsthåndværkere på Bornholm fundet sammen i ACAB, Arts & Crafts Association Bornholm. Det er en censureret forening, hvor hver enkelt kunsthåndværker bliver godkendt af et eksternt bedømmelsesudvalg inden optagelse.

Foreningen blev i 2015 optaget i World Craft Council Europe, som er den europæiske afdeling af den verdensomspændende kunsthåndværkerorganisation WCC.

Kunsthåndværkerforeningen holdt mandag aften ordinært bestyrelsesmøde, og det kan næppe være nogen overraskelse, at bestyrelsen havde valgt ikke at mødes i den anledning, men i stedet klare det ved at skype til hinanden, altså mødes over medlemmernes computerskærme.

Det fortæller foreningens formand, Maja Frendrup, som også oplyser, at bestyrelsen fortsatte, bortset fra at en enkelt suppleant blev skiftet ud.

Bestyrelsen

Ved generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig således:

• Formand: Maja Frendrup.
Næstformand: Sarah Oakman.
Kasserer: Simon Koefoed.
Bestyrelsesmedlemmer: Gitte Helle og Mie Mølgaard.
Suppleanter: Mia Lerssi, Betina Preisler og Anette Bjerregaard.