Winni Grosbøll har frit manøvrerum – og ingen har noget imod det

Winni Grosbøll har frit manøvrerum – og ingen har noget imod det
Winni Grosbøll. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 19. MAR 2020 • 13:51
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
19. MAR 2020 • 13:51
Hvis man ved nytår havde fortalt gruppeformændene Søren Schow (V) og Linda Kofoed Persson (DF), at de i marts ville acceptere, at borgmester Winni Grosbøll (S) i adskillige vidtrækkende spørgsmål handlede først og orienterede bagefter, ville de temmelig sikkert have spurgt hvilken planet, man levede på.

Nu er det virkelighed, og ingen af dem løfter et øjenbryn.

Winni Grosbøll fortalte mandag i Bornholms Tidende, hvordan hun allerede i coronakrisens første nattetimer traf såkaldte formandsbeslutninger om at sænke serviceniveauet, at betale kommunens regninger til leverandører før tid og at undersøge hvilke offentlige bygninger, der kan blive renoveret hurtigere end planlagt, så kommunen kan bidrage til at holde Bornholms erhvervsliv i gang. Det hele finder sted med oppositionens velsignelse.

– Det er borgmesteren, direktionen og ledelsen, der kører hele seancen i øjeblikket. Men vi bliver taget med på råd og kommer med ideer til, hvad man kan gøre på forskellige områder, siger Søren Schow.

– Det er Winni Grosbøll, der skal tegne den politiske verden på Bornholm i øjeblikket. Og det skal hun have ro til. Jeg har ikke noget behov for at så tvivl om hendes beslutninger, og jeg synes sådan set også, at vi bliver taget fint med på råd, siger han.

Flere inddrages når vi har mere ro

Søren Schow regner med, at krisestabs-ledelsen kun vil vare ved i forholdsvis kort tid. Og at det politiske liv på Bornholm måske kan begynde at ligne sig selv igen endnu før, at coronakrisen er helt overstået.

– Vi ser det samme, som vi ser på landsplan: Indtil nu har statsministeren og regeringen stået for de overordnede ting. Når der så kommer mere ro på, bliver flere inddraget. Jeg tror, at vi vil se det samme på Bornholm, siger han.

 
Jeg kan godt have nogle holdninger,
men i økonomiudvalget blev vi enige
om, at nu bakker vi op, så bornholmerne
ser, at der ikke er nogen slinger i valsen

 

En væsentlig del af det bornholmske demokrati foregår i øjeblikket på den måde, at borgmesteren skriver ud til partiernes gruppeformænd, der så kan melde ind.

– Vi har blandt andet diskuteret, hvad vi kan gøre for at sikre de erhvervsdrivende, og at vi ikke må stoppe kommunens sagsbehandling. Jeg har også meldt ind om nogle konkrete problemer, som jeg er blevet kontaktet omkring. For eksempel folk, der ikke er tilmeldt Bofas afhentning af skrald, og som nu ikke kunne komme af med deres affald, fortæller Søren Schow.

Selvom han også gør sig sine tanker, har Søren Schow i denne tid ikke alverdens travlt med at komme af med dem. I hvert fald ikke dem alle.

– Jeg kan godt have nogle holdninger, men i økonomiudvalget blev vi enige om, at nu bakker vi op, så bornholmerne ser, at der ikke er nogen slinger i valsen. Jeg har ikke noget behov for at komme med særstandpunkter. Det handler om at bakke op om, at det, der bliver gjort nu, er det bedste at gøre, siger han.

Linda Kofoed Persson: Her må jeg rose borgmesteren

Linda Kofoed Persson (DF) godkender også den nye styreform, som krisen har ført med sig. Også hun oplever at være med på råd og have muligheden for at spille ind.

– Jeg har været i telefonkontakt med Winni et par gange. Der bliver sendt mails, og vi får opdateringer om, hvordan det går. Situationen taget i betragtning, og hvor svært det er derude, føler jeg mig både informeret og hørt, siger Linda Kofoed Persson.

– Det er sjældent, at jeg roser borgmesteren, men her synes jeg, at det er på sin plads for god information og inddragelse, siger hun.

– Så kan det godt være, at Winni også har taget nogle formandsbeslutninger, men det er også en svær situation, vi står i, og så må vi se på dem efterfølgende, siger Linda Kofoed Persson.

Ligesom Søren Schow fortæller også Linda Kofoed Persson, at hun er blevet kontaktet af borgere, der ikke er tilmeldt Bofas afhentning af affald – et emne, der åbenbart har fået en del bornholmere til at kontakte politikere. Som Søren Schow fortæller også Linda Kofoed Persson, at hun bragte henvendelserne videre til kommunens ledelse.

Riis har ingen særlig rolle

Viceborgmester Morten Riis (EL) blev kommunalpolitiker på fuld tid, da han sidste sommer overtog posten som viceborgmester. Lige nu betyder posten dog ikke, at han er tættere på den inderkreds af ledelse, som kommunens krisestab udgør, end de 21 andre i kommunalbestyrelsen, der ikke har borgmesterposten.

– Jeg har ikke nogen særlig rolle i den specielle situation, vi er i. Men jeg er i jævnlig kontakt med Winni og administrationen, når der er noget. Alle udvalgsformændene har også et stående tilbud om ugentlige møder med direktionen, og det har jeg tænkt mig at gøre brug af, fortæller Morten Riis.

Viceborgmesteren har heller ikke været i kontakt med borgere, der ikke får hentet affald.

– Jeg bliver faktisk kontaktet mindre, end jeg plejer at blive. Men en stor del af mit område er også lukket ned, så der er ikke så meget gang i butikken, siger han.

Blandt de tre gruppeformænd er Morten Riis den eneste, der hæver et principielt øjenbryn over for de formandsbeslutninger, som Winni Grosbøll har truffet den seneste uge. Samtidig anerkender han også, at de kan have været nødvendige.

– Ideen med formandsbeslutninger er, at det er noget, som man kan gribe til i undtagelsestilfælde, og sådan et vil jeg da mene, at vi er i. Man skal bare også være opmærksom på, hvad det er for en praksis, som vi her giver grønt lys for. Så de steder, hvor vi kan opretholde en mere demokratisk proces, synes jeg, at vi skal gøre det, siger Morten Riis.

– Men selvfølgelig har jeg også forståelse for, at Winni i nogle situationer kan blive nødt til at træffe nogle beslutninger i en fart. Og hvis de beslutninger kan spille en positiv rolle for nogen, synes jeg da, at det er fint. Det er Winni Grosbøll, der skal tegne den politiske verden på Bornholm i øjeblikket. Og det skal hun have ro til.