Når corona bliver hverdag: Vi har travlt. Både med børnepasning og med arbejde

Når corona bliver hverdag: Vi har travlt. Både med børnepasning og med arbejde
Egne fotos
| ABONNENT | 19. MAR 2020 • 16:15
Af:
laust jordal
| ABONNENT
19. MAR 2020 • 16:15
For et par dage siden berettede vi om livet hjemme hos familien Boss i Svaneke. Hvordan får man hverdagen til at hænge sammen, når børnene skal holdes hjemme fra børnehaven og begge forældre skal passe sit arbejde hjemmefra? Nu er der gået en uge, siden statsministeren lukkede alle offentlige arbejdspladser og institutioner, og hjemmearbejde og børnepasning er ved at blive hverdag. Vi har ringet til Mads Boss igen for at få en opdatering på, hvordan det går.

– Vi har travlt. Både med børnepasningen og med arbejdet, siger han.

– På arbejdet er vi ved at finde rytmen nu, og vi bliver mere og mere fokuserede på, at vi leverer det, der er brug for på arbejdet. Jeg oplever, at vi er ved at omstille os og tænker mere bæredygtigt nu. Vi er ved at danne os et overblik over, hvad der er muligt, når vi kommer ud på den anden side af det her, siger Mads Boss, der arbejder som udviklingskonsulent i BRK.

Krisetanker

Samfundets omstilling den sidste uge er ved at bundfælde sig, og det giver tid til, at tankerne kan løbe frit nu. Mads Boss fortæller, at med alle de pressemøder, som regeringen holder, og al den information, der kommer hele tiden, er det nemt at enten at gå i panik eller at fryse som en hare fanget i det lange lys.

– Der er det vigtigt, at vi lige trækker vejret og prøver at tænke i bæredygtige løsninger. Vi skal ikke gå i panik og begynde at spurte derudaf, men vi skal heller ikke gå i stå. Hvis man går i stå, er det nemt at begynde at tænke meget over krisen og blive ængstelig, siger Mads Boss. Han tænker selv over, hvad coronavirusset kommer til at betyde for samfundet.

– Til at starte med tænker jeg på os selv, og hvordan det påvirker os. Men vi har det heldigvis godt her. Det hele kører, og vi kender indtil videre ingen, der er smittet. Dernæst tænker jeg på alle de, der er sårbare og så især på erhvervslivet, som bare går helt i stå lige nu, siger han.

Når han taler om at tænke bæredygtigt, er det særligt med henblik på, at livet skal gå videre, når krisen er overstået, og at der gerne skal være liv og butikker på øen til den tid. Derfor vil han gerne opfordre andre til at tænke på, hvad de selv kan gøre for det lokale erhvervsliv.

– Vi skal aktivere hinanden i det omfang, det er muligt i det her bevægelsesfelt, hvor man ikke må mødes. Det kan godt være, man ikke kan gå på restaurant, men så kan man købe take-away. Hvis man nu har gået og tænkt på, at bilen skulle repareres, så få det gjort nu, siger Mads Boss.

– På et tidspunkt åbner alt op igen, og så skal man tænke på, hvad man kan gøre. Det er noget med at skulle ud og bruge nogle penge. Gerne lidt ufornuftigt, siger han og griner.


Vigtigt at tale med hinanden

De store tanker kan godt fylde i løbet af dagen, og Mads Boss understreger vigtigheden i at få vendt situationen med sin partner, når man går derhjemme. Men det kan godt være vanskeligt, når man både skal passe sit arbejde og sine børn.

– I dag kører vi intervaller, hvor vi skiftes til at have børnene to timer ad gangen. Der er det, der passer bedst med vores online møder, siger han.

– Arbejdsdagen bliver forlænget, når man går til og fra på den måde, og der hele tiden er en af os, der er ude af spillet. Som regel bliver vi nødt til at arbejde lidt videre, når børnene er puttet. Vi skal også finde tid til at snakke om krisen med hinanden. Camilla og jeg har brug for at vende vores tanker og bekymringer med hinanden. Så det skal man også lige nå før sengetid, siger Mads Boss.

Hans dage i starter klokken 05 og slutter først 21.30. Han siger, det er hårdt, men ikke hårdere end, at de sagtens kan klare det.

– Vi kommer til at skulle gøre sådan her i et stykke tid. Så det er med at finde løsninger, der gør, at vi kan være i det. Hvis Camilla og jeg er trætte for eksempel, så er det meget vigtigt, at vi siger det højt til hinanden. Så vi er i balance, siger han.

Opdager nye legerum

Familien kører fortsat med skemalagt hverdag, som vi kunne fortælle om for et par dage siden. De har taget børnehavens struktur med at lave en dagsplan hver dag for, hvad børnene skal lave. Den model fungerer stadig godt.

– Børnene hygger sig stadig med deres skemalagte hverdag. Vi oplever ikke, at de er frustrerede endnu, men Mynte siger, hun savner sin veninder. Vi har cuttet alle legeaftaler indtil videre, siger Mads Boss.

– Vi er begyndt at finde nye rum til at lege i i huset. De første dage sad vi meget nedenunder, men nu er vi begyndt at opdage nogle nye legepladser. Trappeopgangen er for eksempel et fedt sted til at lege café, siger han.

Ellers glæder han sig over, at det er forår.

– Vejret er heldigvis stadig rimeligt godt, og det bliver jo kun bedre her i foråret. Det er mega fedt, at vi kan tage børnene med ud i løbet af dagen.