Konfirmand: Ingen af os synes, det er særlig sjovt

Konfirmand: Ingen af os synes, det er særlig sjovt
Allinge Kirke. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 19. MAR 2020 • 05:42
Af:
niels-ebdrup
| ABONNENT
19. MAR 2020 • 05:42
Sejr Skovgaard Mortensen er en af de 10, der skulle have været konfirmeret i Allinge Kirke palmesøndag den 5. april. Men udsættelsen – i Allinge har man nu planlagt konfirmation den 27. juni – betyder, at han og familien har måttet ændre planer.

Sejrs mor, Nina Beyer Mortensen, er nemlig restaurationschef på Restaurant Margeritten i Allinge, hvor konfirmationsfesten med de 48 gæster skulle have været holdt. Og 27. juni har hun normalt travlt med at servicere sultne restaurantgæster.

– 27. juni ligger i weekenden før sommerferien, og der skulle vi gerne være i gang med en masse turister. For at få det hele til at gå op, kan det være, at vi skal hen i efterårsferien, før vi holder fest. Det er nok først der, vi kan være sikre på, at Margeritten ikke er fyldt op. Vi må tage det, som det kommer. Og under alle omstændigheder kommer de nærmeste selvfølgelig i kirken, fortæller Nina Beyer Mortensen.

Også andet taler for, at festen skal flyttes til efter sommer. Sejrs far, Kenneth Mortensen, har nemlig en del familie, der kommer tilrejsende fra Jylland, og der kommer også gæster fra Sjælland.

– Jeg ved vi ikke, om vi har plads til alle herhjemme. Jeg håber naturligvis, at alle sommerhuse og ferielejligheder er udlejet, når vi når sommer. Men så bliver det svært at finde steder, gæsterne kan bo, imens de er her, fortæller Nina Beyer Mortensen.

En stor del af dagen i forgårs, tirsdag, gik med at ringe rundt til gæsterne og fortælle, at konfirmationen er udsat.

– Jeg har fået fat i de fleste, og resten har jeg skrevet til på sms. Så jeg har fået snakket med mange. Det tog lidt længere tid, end at lave bordplanen. Men vi har jo tid i øjeblikket, siger Nina Beyer Mortensen, der ligesom mange andre restauratører holder lukket under coronakrisen.

Sognepræst i Allinge- Sandvig, Elon Lauterlein, fortæller, at alle konfirmandforældrene har mødt beslutningen om at udskyde konfirmationerne med forståelse.


 

Ingen af os synes, det er særlig sjovt

 

Som søn af en restaurationschef tog det ikke Sejr Skovgaard Mortensen lang tid at få det praktiske omkring hans egen konfirmation på plads. Han er kommet i Restaurant Margeritten, siden han var helt lille og kender lokalerne som sin egen bukselomme. Han vidste, hvordan bordene skulle stilles, hvilke servietter, der skulle være på dem, og bordplanen var også hurtigt klaret.

Han vidste, hvad han ville se frem til, og han havde også glædet sig til at få besøg ovre fra.

– Jeg synes, det er rigtig ærgerligt. Jeg glædede mig til festen, og at jeg skulle konfirmeres. Og vi havde planlagt forskellige ting, vi skulle lave på dagene omkring konfirmationen. Det skal så rykkes til et tidspunkt længere henne på året, konstaterer Sejr Skovgaard Mortensen, der tænker på de gæster ovre fra, der nu må lave deres billetter om.

Kan du komme på noget som helst positivt ved den her situation?

– Det bliver nok lidt varmere i vejret, så der bliver større chancer for godt vejr tilkonfirmationen. Det er det eneste, jeg kan komme i tanke om, siger Sejr Skovgaard Mortensen.

Hvad med dine kammerater. Ved du, hvordan de tager det her?

– De har det på samme måde som mig: Ærgerlige og skuffede. Ingen af os synes, det er særlig sjovt, fortæller Sejr Skovgaard Mortensen.