Krisen udnyttes af forbrydere – også på nettet

| 18. MAR 2020 • 14:23
Af:
ritzau

18. MAR 2020 • 14:23
Der er et øget fokus blandt de danske myndigheder, fordi cybertruslen er steget, da folk arbejder hjemme.

Center for Cybersikkerhed og Forsvaret har skærpet beredskabet som følge af udbrud af coronavirus.

Det skyldes, at mange borgere på grund af smittefare er sendt hjem for at udføre deres arbejde, hvor sikkerheden ikke er så høj, som den er, når det udføres på arbejdspladsen.

- Cybertruslen er meget høj mod Danmark. Vi har skærpet opmærksomheden mod trusselsbilledet. Vi holder meget skarpt øje med, hvad der dukker op af trusler og angrebsforsøg, siger direktør Thomas Lund-Sørensen, Center for Cybersikkerhed.

Han uddyber, at der er set eksempler i udlandet på, at nogle henvender sig til borgere og udgiver sig for at være myndigheder i et forsøg på at lokke private oplysninger ud af folk.

Det ses særligt i Italien, der er meget udsat for angreb. Der er eksempelvis oprettet falske hjemmesider, som handler om coronavirus. Hvis en borger besøger den, risikerer vedkommende at få computervirus kaldet malware.

Thomas Lund-Sørensen opfordrer derfor til, at ingen borgere opgiver deres private oplysninger til andre over telefonen, via sms eller mail.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) beder folk tænke sig om.

- Mange varetager deres arbejde, uddannelse og øvrige hverdag ved brug af pc og internetforbindelse, det betyder at vi bruger netværket anderledes, end vi plejer.

- Vi skal alle være på ekstra vagt, krisen udnyttes af forbrydere. Vi må alle tage truslen mere alvorligt, siger hun.

Der er flere gode råd at få på hjemmesiden sikkerdigital.dk