Hospitalet aflyser tider

Hospitalet aflyser tider
Bornholms Hospital. Foto: Berit Hvassum
| 18. MAR 2020 • 13:05
Af:
elisabeth-krogh

18. MAR 2020 • 13:05
Bornholms Hospital kommer til at aflyse tider  i den kommende tid.

Hospitalet har allerede tidligere meldt ud, at både undersøgelser, operationer og kontroller på Bornholms Hospital kan blive udskudt for at sikre, at hospitalet har tilstrækkelig kapacitet til at behandle de coronapatienter, der kan komme.

Flere borgere kan derfor i den kommende tid opleve at modtage besked fra Bornholms Hospital om at deres tid på hospitalet bliver udskudt. Hospitalet følger myndighedernes anvisninger og forbereder sig på at kunne frigøre personale fra ambulatorier mm. til behandlingskrævende coronapatienter - herunder intensivbehandling. Uddannelsen af de sundhedsfaglige er begyndt, meddeler hospitalet i en pressemeddelelse.

Får besked

Har du en tid til f.eks. en kontrol på Bornholms Hospital får du direkte besked på telefon eller i din E-Boks, hvis din tid bliver udskudt, meddeler hospitalet.

Aflysningerne vil ske på baggrund af individuel faglig vurdering.
Der vil være tale om aflysninger af udvalgte undersøgelser, operationer og konsultationer, som ikke er livsvigtige.

Borgerne vil senest den 1. juli modtage en indkaldelse fra Bornholms Hospital med en ny tid.

Det er som nævnt altid en lægelig vurdering om din tid kan udskydes eller ej, da vi skal fastholde tider til dem, der har brug for det. Du må ikke møde op hos os, hvis du er syg med hoste, feber eller vejrtrækningsproblemer. Ved tvivl bedes du kontakte den afdeling, du er knyttet til, oplyser hospitalets kommunikationskonsulent Pernille Christine Gjede.

Ved akut opstået sygdom skal borgere fortsat kontakte egen læge, ved forværring i eksisterende sygdom kan den afdeling/ambulatorie, man er tilknyttet, kontaktes.