Engelbrecht vil undgå trængsel: Derfor skal Bornholmslinjen stadig sejle fire dobbeltture

| ABONNENT | 18. MAR 2020 • 18:59
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
18. MAR 2020 • 18:59
Passagertallet på færgerne er disse dage meget lavt ifølge Bornholmslinjen. På trods af transportbehovet i hele landet - ja, det meste af verden - er reduceret, gennemføres de fleste afgange med færger, busser og tog.

Bornholms Tidende har spurgt transportminister Benny Engelbrecht, hvorfor Bornholmslinjen fortsætter med fire daglige afgange med Express 1 i begge retninger mellem Rønne og Ystad.

- Vi opretholder en ret høj frekvens for at sikre, at der ikke opstår trængsel. Sådan er det i hele den kollektive transport - i bus, tog og metro, siger Benny Engelbrecht til avisen.

Han fortæller, at der ikke foreligger nogen plan om at reducere antallet af overfarter, men tilføjer, at ministeriet holder øje med, hvordan situationen udvikler sig.

- Vi er i tæt dialog med Bornholmslinjen og Trafikkontraktrådet, siger ministeren.

Hos rederiet planlægger man derfor at fortsætte med de fire dobbeltafgange foruden Rønne-Køge-overfarten med Hammershus.

- Indtil videre opretholder vi den frekvens, som vi er forpligtet til i kontrakten, siger pressechef Jesper Maack.

Han bemærker, at frekvensen til og fra Bornholm ikke kan neddrosles på samme måde, som rederiet har gjort mellem Århus og Sjællands Odde, på grund af Bornholmslinjens færgers status som samfundsbetinget betjening af en landsdel.

Vigtige passagerer

I debatten på Facebook har flere personer den seneste uge ytret ønske om at begrænse færgetransporten og lukke Bornholm ned, så smitterisikoen kan begrænses.

For transportministeren er det en vigtig prioritet at tilbyde kollektiv transport til de personer, der er nødvendige for at holde gang i samfundets hjul.

Personer med vigtige samfundsfunktioner skal fortsat kunne transportere sig fra hjem til arbejdsplads eller udføre fragtopgaver. Det gælder for eksempel sundhedspersonale, ansatte i beredskabet, godstransportører og personer inden for dagligvarehandlen, siger Benny Engelbrecht.

- De skal have mulighed for at være i sikre omgivelser under transporten og have plads nok. Jeg er opmærksom på, at Molslinjen er bevidst om, at det er vigtigt, at der er nok plads, siger transportministeren.

I tvivl, bliv hjemme

Han understreger, at alle andre skal tænke sig grundigt om, inden de bestiller en tur med færgen.

Det er afgørende, at alle tager hensyn. Alle ikke-nødvendige rejser frarådes, og hvis man skal rejse, skal man holde afstand og udvise god hygiejne, siger Benny Engelbrecht.

På Bornholm er der en del mennesker, som ofte rejser til Sjælland og måske har boliger begge steder. Det kan være, man har en kæreste i København. Vil et weekendbesøg i København være at regne som en nødvendig rejse?

- Det vil i høj grad være et spørgsmål om et individuelt skøn. Vi henviser til de generelle anbefalinger. Men jeg synes, at statsministerens anbefaling fra i aftes er god at handle efter: “Er man i tvivl, om man skal gøre noget, så lad være”, siger Benny Engelbrecht, der selv undlader rejser mellem arbejdspladsen i København og sit hjem i Sønderjylland for tiden.

Men det skyldes i lige så grad den travlhed, som coronaepidemien forårsager for landets ledende politikere, bemærker transportministeren.

Tidligere på dagen bragte tidende.dk en artikel, hvor Benny Engelbrecht fortalte om myndighedernes nødplan i tilfælde af grænselukning i Sverige.