Nye krav til de åbne butikker

Nye krav til de åbne butikker
Illustration: Christina Skovmose
| 17. MAR 2020 • 19:19
Af:
ritzau

17. MAR 2020 • 19:19
Artiklen opdateres...
Regeringen vil have, at kunder så vidt muligt skal kunne vaske eller afspritte hænder i de butikker, der efter regeringens nye retningslinjer fortsat er åbne.

– Der skal være plads nok. Kunderne skal kunne vaske hænder og spritte af. Der skal være god afstand både i køerne, og når man kigger på varer, siger statsministeren.

Kravet er et af de tiltag, som Mette Frederiksen tirsdag aften præsenterer på et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet.

Rigspolitichef Thorkild Fogde meddelte på pressemødet, at politiet onsdag vil rådgive og vejlede de forretningsdrivende.

- Vi kommer ikke til at fare ud i morgen med en sværm af bøder, siger Thorkild Fogde.

Han fortæller, at der på myndighedernes hjemmeside coronasmitte.dk vil blive publiceret mere detaljerede retningslinjer for butikkerne.

Som udgangspunkt kan mange butikker - også ikke-fødevarebutikker - fortsat holde åbent, hvis myndighederne vurderer, at der er tilstrækkelig plads til kunderne og de smittedæmpende tiltag er tilfredsstillende. Forretninger i storcentre skal dog holde lukket, meddeler statsministeren.

18 indlagt på intensive afdelinger

Sundhedsminister Magnus Heunicke slår fast:

– Udbredt smitte bliver en realitet i det danske samfund. Situationen lige nu er, at 18 er indlagt på intensive afdelinger. Hvis smitten breder sig, så vil intet sundhedsvæsen i verden kunne klare presset. Heller ikke det danske.

– Derfor er det helt afgørende, at hver enkelt tager det her til sig. Og det skal ske nu, siger Magnus Heunicke.

Han tilføjer, at sundhedsvæsnet løbende opruster. Nu er man oppe på 954 respiratorer alene til corona-patienter. Samtidig har man indkøbt kapacitet til flere test for corona.

– Det er alvor nu, siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.