Foto: Berit Hvassum

Bofa justerer kurs: Pladser til haveaffald genåbnes

Fra onsdag morgen kan man igen komme af med haveaffaldet på Bofas pladser i Rønne og Nexø, hvilket ikke har været muligt siden torsdag i sidste uge. Haveaffaldspladserne kan bruges af privatpersoner og vil dagligt holde åbent mellem klokken 7 og 12.

– Vi har haft stor efterspørgsel efter haveaffald. Mange har tid til at gå i haven, og vi nærmer os tiden med meget havearbejde, siger Bofa-direktør Jens Hjul-Nielsen til Bornholms Tidende.

Selv om haveaffaldspladserne er ubemandede det meste af tiden, kræver håndteringen af haveaffald også mandetimer, for affaldet skal pakkes og transporteres. Men på grund af behovet og lav smitterisiko genåbnes pladserne.

Håndværkere kan frit dukke op

Bofa lemper også nødordningen for erhvervskunder, så det bliver lettere for virksomheder at aflevere affald på genbrugspladserne i Rønne og Nexø.

“Håndværkere og andre erhvervsgrupper, der ønsker at aflevere affald, skal ikke længere igennem BOFA’s vægt i Rønne, men kan frit dukke op på de to nævnte pladser og aflevere erhvervsaffaldet,” skriver den kommunale affaldsvirksomhed i en pressemeddelelse

– Det, der har højst prioritet for os, er affald, der kan udgøre en sundhedsrisiko. Og dernæst erhvervslivet, så den del, der ikke er lukket helt ned, kan fungere, siger Jens Hjul-Nielsen.

Privatpersoner kan fortsat ikke aflevere affald på de kommunale genbrugspladser.

“Borgere opfordres i stedet til at opbevare de tørre affaldstyper derhjemme indtil situationen er normaliseret,” oplyser Bofa.

I særlige tilfælde kan privatkunder få lov at besøge genbrugspladserne, men det kræver en forhåndstilladelse.

Den delvise nedlukning af Bofa varer foreløbigt indtil 29. marts. I denne periode afhentes dagrenovation som normalt på hele Bornholm, hvorimod den grønne container til pap og papir ikke bliver tømt. Storskraldsordningen fortsætter også.