'Vi mangler 20-30 procent af vores kunder. Men det er ikke en klagesang – mange har det værre end os'

'Vi mangler 20-30 procent af vores kunder. Men det er ikke en klagesang – mange har det værre end os'
Jacob Poulsen. Foto: Allan Rieck
| 16. MAR 2020 • 21:56
Af:
tommy-kaas

16. MAR 2020 • 21:56
– Det her bliver dyrt for vores samfund. Rigtig dyrt.

Sådan lyder det fra Jacob Poulsen, butikschef på tankstationen Circle K i rundkørslen i Rønne.

Hen over weekenden har han i høj grad mærket følgerne af den coronakrise, der lige nu lægger Danmark ned.

– Vi mangler 20-30 procent af vores kunder, og jeg regner med, at det bliver værre med tiden, siger Jacob Poulsen til Bornholms Tidende.

Men – påpeger han – det er ikke en klagesang.

– Vi er alle ramt, og der er mange, der har det værre end os. Restauranterne og de små detailbutikker får det rigtig svært – det skal man huske på, siger Jacob Poulsen.

Circle K er i gang med at rette vagtskemaet til, så bemandingen kommer til at passe med den omsætning, der opleves i butikken, fortæller butikschefen.