Gamleborg i Almindingen. Arkivfoto: Berit Hvassum

Ruin blandt heldigt dusin

Danske slotsruiner kommer til at stråle igen.

Sådan skriver Slots- og Kulturstyrelsen, som lige nu takket være en ekstrabevilling er i gang med at restaurere en række ruiner rundt omkring i landet.

Arbejdet sker, for at ruinerne kan bevares for eftertiden, så også kommende generationer kan få glæde af dem, noterer styrelsen på sin hjemmeside, som også fortæller, at Gamleborg på Bornholm er blandt de 12 ruiner, der bliver restaureret.

De øvrige 11 er: Kalundborg Slotsruin, Præstegadehuset i Kalundborg, Stubber Klosterruin, Trøjborg Slotsruin, Vridsløse Kirkeruin, Søborg Slot, Vitskøl Klosterruin, Knuthenborg, Vilhemsborg, Asserbo Slotsruin og Antvortskov Klosterruin.

Kulturminister Joy Mogensen siger på hjemmesiden:

– Slotsruiner er en vigtig del af vores fælles historie om Danmark. De rummer fortællinger om, hvordan vi har levet sammen og indrettet os som samfund gennem tusindvis af år. Den historie må ikke forfalde eller gå tabt. Vi sikrer ruinerne, så fremtidige generationer også med egne øjne kan blive en del af vores fælles historie.