Henning og Ann-Cathrin i Mariehuset ved indvielsen Knud Rasmussens Festsal. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Måske sidste chance for at høre pionerduo

I mere end 50 år har duoen og ægteparret Henning og Ann-Cathrin spillet bornholmske sange og melodier. Fredag aften spiller de i Musikhuzet, Rønne, og det er måske sidste chance for at se dem optræde sammen. I september 2018 meddelte Henning Larsen i hvert fald, at parret ville tage på afskedsturné. Det er snart halvandet år siden, så hvem ved, hvor længe de fortsætter.

“Afskedskoncert med Henning og Ann-Cathrin”, står der på spillestedets hjemmeside, som dog også modererer udsagnet ved at tilføje: “Snyd ikke dig selv for den måske sidste koncert med Henning og Ann-Cathrin i Musikhuzet”.

Gennem sit arbejde med den bornholmske poesi har Henning Larsen fundet, at det bornholmske sprog kan være meget smukt, og han har haft stor glæde af at formidle sproget gennem parrets mange sange. Under koncerten vil han fortælle om de personer, der har bidraget til, at de gamle viser findes, og om dem, der har skrevet viser på bornholmsk i nyere tid.

Henning og Ann-Cathrin har udgivet albummene “Hâ-Driv-Jemm – Folkemusik fra Bornholm”, “Nyere Bornholmske Viser”, “En Pris Ægte Bornholmsk”, “Mit Land – Min Ø (Bornholmske Viser)” og “Sjavs, væjgjavås å poesi på bornholmsk”.

Til koncerten vil de have musikalsk selskab af Joel Pepke Andersen og Ebbe Torgersen.