Stammershalle Badehotel sat til salg

Stammershalle Badehotel sat til salg
Foto: Allan Rieck
| 23. JAN 2020 • 13:40
Af:
tommy-kaas

23. JAN 2020 • 13:40
Efter 10 år har Henriette Lassen og Henrik Petersen besluttet at sælge Stammershalle Badehotel.

Badehotellet med den smukke beliggenhed ved Stammershalle – mellem Gudhjem og Allinge – blev bygget i 1911 og er gennem årene nænsomt blevet restaureret.

– Hotellet er gået fra at være et typisk sæsonhotel til at være et hotel med mulighed for helårsåbent. De seneste år er sæsonen på hotellet begyndt midt i marts for at slutte sent i oktober, lyder det i en pressemeddelelse.

Her fortæller daglig leder på hotellet, Henriette Lassen, at det har været sjovt og spændende at drive et sted med så stort potentiale som Stammershalle.

– Men vi kan mærke, at der nu skal andre kræfter til, siger hun ifølge pressemeddelelsen.

Da hun og ægtefællen  Henrik Petersen købte hotellet i 2011, var målet at komme i top-fem, når bornholmerne skulle nævne øens bedste hoteller.

– Det må vi sige, at vi har opnået, siger Henriette Lassen.

 


 

Løbende henvendelser

Det er Home Erhverv, der står for salget. Den unikke beliggenhed mellem klipper, skov og hav fremhæves, og det hedder, at den "tiltrækker både lokale og folk langvejs fra til spisning, selskaber, møder og konferencer".

Hotellet råder over restaurant, møde- og selskabslokale, køkken og 15 værelser. Derudover vil køber have mulighed for at købe eller leje 10 ferielejligheder og lade disse indgå i den daglige drift, lyder det i pressemeddelelsen.

– Vi har løbende fået henvendelser fra interesserede. Det har sat nogle tanker i gang hos os, og vi har nu besluttet at sætte hotellet til salg. Indtil den rette køber er fundet, er både vi og vores medarbejdere i fuld vigør på hotellet, og vi glæder os til endnu en flot sæson, siger Henriette Lassen.

Ejendomsmægleren fortæller her om salget.