Sønnen tager over efter Jørgen Larsen

Sønnen tager over efter Jørgen Larsen
Spar-købmanden i Aakirkeby. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 16. JAN 2020 • 17:50
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
16. JAN 2020 • 17:50
Der kommer nye ansigter hos Sparkøbmanden i Aakirkeby om et par uger.

Efter modne overvejelser har den 56-årige købmand og medejer Jørgen Larsen nemlig valgt at sælge sin halvdel af SPAR Aakirkeby og Gudhjem pr. den 31. januar 2020 for at kaste sig ud i et nyt liv med rejser og andre forretningsaktiviteter.

Generationsskifte et skridt nærmere

De to SPAR-butikker bliver imidlertid i familien, idet Egon Jensen og hans kone, Charlotte Mondrup, fortsætter som 100 procents ejere, mens en af parrets sønner efter planen skal overtage Jørgen Larsens rolle.

Nis Mondrup har således takket ja til udfordringen som købmand og flytter til Bornholm den 1. maj 2020.

Nis Mondrup kommer med flere års erfaring fra andre dagligvarekæder og har senest arbejdet med at optimere driften af Netto-butikker i København. Han starter i filialen i Gudhjem under Anette Jensens vinger, mens Egon Jensen kommer til at stå for den daglige ledelse i Aakirkeby sammen med de ansatte.

– Jeg kommer til at være her to-tre dage om ugen. Og jeg har lovet at sidde i kassen en time om ugen, siger Egon Jensen, der overtog SPAR-købmanden i Aakirkeby efter sin far i 1987.

Jørgen Larsen har stået for den daglige drift i begge butikker de seneste 15 år.

Sideløbende har han udlejet sommerhuse og investeret i ejendomme.

 


 

Tid til forandring

– Jeg glæder mig til at nyde livet, siger Jørgen Larsen, der bor på Balka sammen med sin kæreste.

Regnskabsmæssigt kom SPAR på Bornholm ud af 2019 med et overskud på 750.000 kr. efter skat.

 
 

Afskedsreception

Egon Jensen og Charlotte Mondrup (bestyrelsesformand) inviterer til afskedsreception den 31. janaur.

Forretningsforbindelser, samarbejdspartnere og kunder vil få lejlighed til at ønske Jørgen Larsen held og lykke med den videre færd på følgende adresser:

SPAR Gudhjem: kl. 13.00-14.00.

SPAR Aakirkeby: kl. 17.00-18.30.