En gratis omgang fra direktøren

En gratis omgang fra direktøren
Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 16. JAN 2020 • 22:22
Af:
laeserbrevsskribent
| ABONNENT
16. JAN 2020 • 22:22
LÆSERBREV
Ved det store møde om ”mageskiftet” mandag aften på Green Solution House blev der bl.a. udtrykt bekymring om risikoen for støj fra de aktiviteter, der kommer til at foregå på området. Ved alle vestlige og sydvestlige vindretninger kan man i hele den gamle bydel og langt ud ad Strandvejen høre skibenes motorer, når de kommer og sejler. Det er ok, for de skal jo ind og ud. Men værre er det, at alle fartøjer, fra krydstogtskibe til erhvervsfartøjer, har lysmaskinerne kørende døgnet rundt, og det bliver jo ikke mindre, når der også kommer fartøjer, som skal læsse og laste vindmøller/vindmølledele, samt vedligeholdelsesfartøjer til møllerne.

Når havnedirektøren så udtaler, at havnen vil gøre alt, hvad den kan for at holde støjen inden for det tilladte, er det en gratis omgang: der er ingen regler, bekendtgørelser eller love for maksimumsgrænser vedrørende støj fra skibe, der ligger i havn.

Men havnedirektøren kunne komme byens befolkning i møde og udvise samfundssind ved at etablere landstrøm til skibene. Det har været på tale før, og så vidt jeg husker, var der en række undskyldninger for ikke at etablere landstrøm, bl.a. at det var for dyrt.

Spørgsmålet er, om det med den kommende øgede trafik og aktivitet ikke vil være for dyrt – også for miljøet (med alle de dieselmotorer kørende) – ikke at lægge landstrøm ud. Beof ligger et stenkast derfra, så det kan vel næppe være den lange ledningsføring, der holder dem tilbage.

Og nu vi er ved det; der er jo begrænsning (og det er der bestemmelser for) i antallet af minutter, en bil må gå i tomgang. Det ville klæde kommunen at etablere nogle el-stik, så de taxier, der står og kører i tomgang (mod loven) i lange tider, især om vinteren, kunne sætte et stik i, når de kom til stadepladserne, så de ad den vej kunne holde vognen varm uden at belaste miljøet med udstødningsgasser og støj.

Kommunen ejer jo 99,02 procent af aktierne for Rønne Havn. Kommunen har lovet Rønne Havn, at den må beholde alt overskud fra havnens aktiviteter, og da det åbenbart drejer sig om betragtelige beløb,  ville det klæde havnen at anvende nogle penge på landstrøm.

Hvis ideen om ”Bright Green Island” skal have nogen mening, så kom dog i gang.

Jørgen Bondorff
Vimmelskaftet 26, Rønne