Madfestival vender tilbage med nye fokusområder

Madfestival vender tilbage med nye fokusområder
Der smages på havtorn hos Høstet. Foto: Torben Ager
| 15. JAN 2020 • 17:10
Af:
torben-oestergaard-moeller

15. JAN 2020 • 17:10
Når Kulinarisk Ø – Bornholms Madfestival vender tilbage i 2020, er det tredje gang, den finder sted, og det bliver i år ”med en endnu bedre opskrift”, fortæller en pressemeddelelse fra Destination Bornholm, Bornholms Landbrug & Fødevarer samt Gourmet Bornholm.

Således vil ingredienser som klima, samarbejde og fællesskab kommer til at spille en stor rolle.

Madfestivalen løber af stablen 21.-25. juni, hvor den fortsætter i sporet fra de foregående to år, men også introducerer nyheder. Kulinarisk Ø 2020 får nemlig tre fokusområder:

• Klima og bæredygtighed.

• Lokalt dyrkede/producerede råvarer.

• Stjerneskud og vildskud – nye ideer, nye fødevarer og nye producenter.

Madfestivalen havde i 2019 en tredjedel flere besøgende end året før, som var madfestivalens første. 2019 bød på over 90 arrangementer fordelt på fem dage, og målet i 2020 er ikke nødvendigvis flere arrangementer, men at flere madaktører finder sammen og laver fællesarrangementer. Det har nemlig været en succes for dem, som allerede har gjort det. Igen i 2020 vil øens madaktører lukke deres døre op for nysgerrige nørder og nydere, store som små, og tilbyde en bid af det bornholmske madeventyr.

Mikkel Bach-Jensen fra Gourmet Bornholm er særligt glad for den udvikling, aktørerne tager i retning mod oplevelsesøkonomien:

– Vi vil rigtig gerne hjælpe vores producenter og spisesteder med en platform, hvorfra de kan udvikle gode oplevelser som et supplement til deres primære virke. Kulinarisk Ø er netop sådan en platform, siger han i pressemeddelelsen.

Madfestivalen finder sted lige efter Sol over Gudhjem, og snitfladen med kokkekonkurrencen bliver mere tydelig i 2020. Der arbejdes på at lave en ny festivaloplevelse, hvor nogle af de eminente kokke, som gæster Sol over Gudhjem, kommer i spil i madfestivalen.

Den 28. januar klokken 16 holder madfestivalen opstartsmøde for alle interesserede på Bornholms Landbrug & Fødevarer i  Aakirkeby.