Arbejdsgruppe skal skabe mere børneliv på Store Torv

Arbejdsgruppe skal skabe mere børneliv på Store Torv
Arkivfoto: Berit Hvassum
| 13. JAN 2020 • 23:22
Af:
henrik-nielsen

13. JAN 2020 • 23:22
Flere aktiviteter for børn og familier er et svar, som aktivitetsgruppen omkring Store Torv hører flere gange, når den spørger, om der er særlige ønsker til sommerprogrammet på torvet. Det ønske vil den gerne opfylde, og derfor søger den folk til en arbejdsgruppe og erhvervsliv til økonomisk støtte.

Det skriver Nadia Thorius og Simon Sandbye fra aktivitetsgruppen på Facebook.

Planlægningen af sommerens aktiviteter og musik på Store Torv er i gang, og i den forbindelse vil de to gerne sammensætte en gruppe, der vil arbejde for at udvikle og skabe to børne- og familiedage. Det kræver både økonomi og arbejdskraft, fortæller de.

Tanken er, at en gruppe på tre til seks personer så hurtigt som muligt går i gang med at planlægge et par dage i børnenes sommerferie. Opgaven er at planlægge og gennemføre to dage med aktivitet og underholdning til børn og familier. Det kræver, at gruppen mødes jævnligt og arbejder sig frem til et endelig program for dagene og ligeledes medvirker til at gennemføre dagene. Dette sker i samarbejde med Nadia Thorius og Simon Sandbye, som er projektledere for torvets samlede sommerplan.

– Vi har også gode idéer, viden og hjælper alt på plads i samråd med arbejdsgruppen, fortæller de på Facebook.

I opslaget spørger de også, om der er erhvervsdrivende, der har lyst til at støtte disse dage med økonomi.