Kvik droppet af Bygma – leder efter ny aftale

Kvik droppet af Bygma – leder efter ny aftale
Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 10. JAN 2020 • 05:55
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
10. JAN 2020 • 05:55
Med udgangen af marts er det slut med at købe køkken, bad og garderobe fra Kvik hos Bygma på Zahrtmannsvej. Det bekræfter direktør Martin Klausen hos Bygma Rønne overfor Bornholms Tidende.

– Dette er sket for at have fokus på Bygmas kerneværdier, nemlig salg af byggematerialer med videre, skriver han i en mail.

Butikken fortsætter uændret indtil den 31. marts, og alle bestilte køkkener bliver leveret og monteret, garanterer Martin Klausen.

Bygma Rønnes beslutning er ikke ensbetydende med, at det er slut med Kvik på Bornholm. Kæden leder allerede efter en ny franchise-tager, som kan overtage salget, når butikken på Zahrtmannsvej lukker.

– Kvik A/S har været glade for at være til stede på Bornholm og vil fortsat være det, og vi er allerede nu i dialog med flere interesserede kandidater til at overtage franchise-aftalen på Bornholm, fortæller country manager – eller landechef – Jesper Nielsen fra Kvik i samme mail.

Han tilføjer, at Kvik ligeledes har kig på et lejemål, så kæden stadig kan tilbyde Kvik køkken, bad og garderobe til indbyggerne på Bornholm.