Jørgen Hallegaard: Vi er i gang i næste uge

| ABONNENT | 10. JAN 2020 • 14:29
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
10. JAN 2020 • 14:29
– Jeg er super super glad.

Sådan lød reaktionen fra Jørgen Toft Christensen, manden bag det kuldsejlede Hallegaard, da han klokken 13.54 modtog nyheden om at kurator af konkursboet Hallegaard Drift Aps i dag accepterede et bud på 225.000 kr. fra det nystiftede selskab Hallegaard Pølsemageri Aps.

– Så skal jeg jo til at arbejde igen, siger Jørgen Toft Christensen, der har haft en urolig tid, siden hans selskab blev erklæret konkurs i efteråret.

Med den nye ejerkreds er både pølsemageri og slagtehus på Hallegaard reddet, og Jørgen Toft Christensen regner med at kunne gå i gang med at slagte igen allerede i næste uge.

– Jeg kender jo maskinerne, så de skal bare pudses, så er vi klar igen, siger han.

De fem investorer, hvoraf to er lokale, hører alle til Jørgen Toft Christensens personlige vennekreds. Men langt flere har meldt sig under fanerne, siden det kom frem, at slagtehuset, caféen og de mange salgsaktiviteter, der var en del af det stærke bornholmske brands årsprogram, var i vanskeligheder.

– Jeg er meget berørt over alle de folk, som har meldt sig og sagt: Vi er der. Det er helt utroligt.

På spørgsmålet om hvad han har lært af de seneste måneders begivenheder og bruddet med Kadeau, lyder svaret fra Jørgen Toft Christensen:

– Man skal være sikker på, hvad man vil bruge hinanden til.