Fire bornholmske øl på nørdernes 2019-liste

Fire bornholmske øl på nørdernes 2019-liste
Arkivfoto: Allan Rieck
| 9. JAN 2020 • 10:49
Af:
tommy-kaas

9. JAN 2020 • 10:49
Hjemmesiden Gastronmand.dk har sammen med "en lang række eksperter, bryggere, fagfolk og bloggere" fundet frem til det, der kaldes nørdernes bedste øl fra året der er gået.

På top 30-listen figurerer hele fire bornholmske øl, tre fra Penyllan i Tejn og en fra Svaneke Bryghus.

Fra Tejn fremhæves Eartha,  Roxy Cognac & Bordeaux og Terry, mens Laid Back Session IPA fra Svaneke Bryghus er med på listen.

Fra Svaneke lyder det, at man er beæret over at være med på listen.

– Antallet af nye øl i markedet stiger år for år, hvilket gør det endnu sværere at trænge igennem hos forbrugeren og hos øl-fagfolkene. Derfor er det fantastisk, at fagfolk og bloggere har lagt mærke til vores nye økologiske dåser, siger Steen Jespersen fra Svaneke Bryghus ifølge en pressemeddelelse.

 
 

Fire øl

De fire bornholmske øl bliver præsenteret således på Gastromand.dk:

Eartha – Penyllan (Danmark)

Fadlagret Old Ale – 10%

“Fadlagret og syrlig old ale fra bornholm.

Eartha er fuld af funky Brettanomyces, kirsebær, en del Chianti, roser og en lille smule jordbær i duften.

Smagen er præget af kirsebær, karamel, en smule brød og let besk frugtsmag.

Karboneringen er livlig og understøtter den komplekse syre og indslagene af bitterhed og varmende alkohol i eftersmagen gør underværker. I en samling af syrlige Penyllan-øl med tårnhøjt niveau står Eartha frem fra mængden.”

Bedømt af Niels Kristian Skjærbæk – Blogger hos A Word On Beers og på AWordOnBeers.com

 

Roxy Cognac & Bordeaux – Penyllan (Danmark)

Fadmodnet Old Ale – 12%

“Årets nye øl for mig er også en del af en tendens i de senere år:

Det syrlige øl.

Blandt de syrlige øl stod et bryggeri klart ud for mig i 2019, nemlig Penyllan, som fik sendt en serie af fremragende øl på gaden og blandt dem stod Roxy i den dobbelt fadlagrede udgave som noget helt sublimt for mig. Old ale på 12%, der har klare noter af rødvin, cognac, masser af mørke frugter, malt, syre, booze, læder, træ og balsamico finder sammen i skøn forening, som vel ikke gøres bedre i Danmark.”

Bedømt af Anders Ousen – Ølblogger hos Ousen Om Øl

 

Terry – Penyllan (Danmark)

Fadmodnet Farmhouse Ale – 6%

“Fadlagret sour ale med hindbær, perfekt balance i smagen. Uden tvivl den bedste øl ud af de 700 forskellige jeg smagte i 2019! Jessica og Christian brygger Fantastisk øl på Tejn havn, og den seneste bølge af Penyllan øl, som blev frigivet i 2019, var bare med til at cementere deres status som et af de bedste bryggerier i verden for mig.”

Bedømt af Brian Lindberg – Afdelingsleder og ølansvarlig hos Wika MENY i Køge

 

Laid Back – Svaneke Bryghus (Danmark)

Session IPA 4,8%

“Vi gik rigtig meget i tænkeboks og besluttede at finde en øl, som vi syntes overraskede meget positivt. En øl der kan købes i stort set alle butikker, som den danske befolkning som ikke endnu er kommet med på øleventyret vil nyde godt af. Øllen er “Laid Back” session IPA fra Svaneke. Øllen har en dejlig humle profil, med lidt NEIPA juice over sig mens den stadig har en vis pine/resin ipa fornemmelse uden at blive en “rigtig” IPA. Det er en utrolig let drikkelig øl, og helt klart en øl som står skarpt fra 2019.”

Bedømt af Frederik Søndertoft & Jonathan Sanderhoff – Ølblogger på Beerpocalypse