Foto: Berit Hvassum

Pressefotograf får bøde for ikke at flytte sig

Pressefotograf Morten Brandborg er blevet idømt en bøde på 3.000 kroner for ikke at flytte sig, da han af redningsfolk blev bedt om det i forbindelse med et trafikuheld i december 2017, da han var på arbejde for Bornholm.nu og Ekstra Bladet.

Fotografen blev fundet skyldig i en sag ved Østre Landsret – en sag, der også var for byretten i november 2018, hvor han blev frifundet.

I går blev Morten Brandborg kendt skyldig i en lille del af sagen, mens han endnu en gang blev frifundet i sagens store tiltale om, at han skulle have forhindret redningstjenesten i at gøre sit arbejde.

– Jeg føler mig ikke mere skyldig i dag end i går, siger Morten Brandborg til fagbladet Journalisten.

Han afviser at kommentere yderligere over for Bornholms Tidende.

Morten Brandborg vil sammen med DJ-formand Tine Johansen og forsvarsadvokat Tyge Trier tage stilling til, om sagen er så principiel, at de skal forsøge at få den bragt for højesteret, skriver Journalisten.