Andreas Brandt-Andersson. Foto: Berit Hvassum

Feriepartner Bornholm: Nationale bureauer kører på frihjul

De billige færgebilletter har øget tilstrømningen af turister til Bornholm markant. Det er et uomtvisteligt faktum, siger Andreas Brandt-Andersson, direktør i Feriepartner Bornholm i Aakirkeby.

– Vi havde også en god sommer i 2019 og vi har fået god omtale i medierne. Men der er ingen tvivl om, at de nye færger – specielt forbindelsen til Tyskland – og de billige billetter har gjort en kæmpe forskel, siger Andreas Brandt-Andersson.

Bureauet er med sin portefølje på 540 udlejningssommerhuse nogenlunde samme størrelse som de øvrige udlejningsbureauer med undtagelse af Team Bornholm, som har flere enheder fordelt på sommerhuse, lejligheder og hoteller.

Det gamle kontor på Hans Rømers Vej er sat til salg, og de ni medarbejdere rykkede kort før jul ind i de store lyse lokaler på Torvet 6.

Hermed er gulvarealet i virksomheden fordoblet. Til gengæld har Feriepartner Bornholm nu kun én mand ved roret, efter at stifter Pelle Dam Olsen sidste år solgte sin andel til Andreas Brandt-Andersson.

Fortsat fremgang

Med den nye placering på Torvet og en fremgang på ti procent fra 2018 til 2019 ser Andersson ingen grund til at klage.

Men han er ked af, at kommunen har sparet turistinformationen i Aakirkeby væk i 2020 – og han er ked af, at de seks største udlejningsbureauer på øen har svært ved at blive enige om en fælles markedsføringsstrategi:

– Vi bidrager i Feriepartner Bornholm med ca. 150.000 kr. om året til Destination Bornholm og vi deltager i kampagner for ca. 100.000 kr. om året. De tre nationale (Novasol, DanCenter og Sol og Strand, red.) bidrager ikke – og det betyder, at de får glæde af den bornholmske markedsføring uden at betale en krone. Det er et rigtigt dumt sted at spare, mener Andreas Brandt-Andersson.

For selv om tilstrømningen af turister er i stigning og sommerhusudlejningen på landsplan har slået rekord fire år i streg, har Destination Bornholm ifølge Andersson fortsat hårdt brug for penge til markedsføring.

– Der er ingen garanti for, at udviklingen fortsætter, bare fordi det er gået fremad et enkelt år. Når det går godt for alle, skal man huske at reinvestere, siger Andreas Brandt-Andersson.

Hans egne tal tyder dog allerede nu på, at den opadgående tendens fra 18-19 fortsætter i 2020.

– Lige nu ligger vi otte procent foran i bookinger i forhold til samme tidspunkt sidste år, siger Andreas Brandt-Andersson.

 

 

Kulturkløften

Andreas Brandt-Andersson sætter stor pris på alle Feriepartner Bornhoms sommergæster. Dog er han særligt glad for nordmændene, som for indeværende kun udgør én procent af udlejningsbureauets kunder.

– Tyskerne passer godt på tingene, men de tager mad med hjemmefra, og det er ikke så godt for omsætningen på Bornholm. Nordmændene kommer med tomme biler, handler, mens de er her og fylder bilen, inden de kører hjem. Dem vil vi gerne have flere af, siger Andreas Brandt-Andersson.

Og svenskerne ifølge Andersson?

– De synes, det er for dyrt at holde ferie i Danmark.