For at give plads til flere rejsende og skabe kortere ventetid i havnene vil rederiet Molslinjen fra sensommeren 2021 sætte en ny færge i drift på den korte rute mellem den jyske by Esbjerg og Fanø.
Færgen, som bliver den tredje på ruten, kommer til at blive drevet af elektricitet, fremgår det af en pressemeddelelse fra Molslinjen.
– Elfærger er bedst til kortere ruter, hvor der ikke skal sejles hurtigt. Derfor har det været oplagt for os at se på, hvordan vi på én gang kunne løse problemerne med kapaciteten og samtidig få gjort færgedriften mere grøn, siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen, ifølge pressemeddelelsen.
Fanøfærgerne har i 2019 sejlet omkring 32.500 afgange og medbragt mere end 1.8 millioner passagerer, oplyser Molslinjen, der opkøbte Fanøfærgen og rederiet Færgens andre ruter, efter at rederiet havde vundet sejladsen til og fra Bornholm, som man satte i gang den 1. september 2018.