Kommunen søger efter byudviklere

| 5. JAN 2020 • 16:22
Af:
jakob-noermark

5. JAN 2020 • 16:22
Regionskommunen leder for tiden efter den byudvikler, der får en vigtig rolle i udviklingen af Rønne. Kommunalbestyrelsen valgte i efteråret at sætte 600.000 kroner om året de næste tre år til en projektmedarbejder, som kan arbejde videre med udviklingsplanen i Rønne.

Da der venter et omfattende arbejde med at inddrage borgere og interessenter, ønsker kommunen en medarbejder, der ”har erfaring med at lede projekter med mange aktører”, står der i opslaget, hvor de mest presserende delprojekter også ridses op.

”En række større projekter herunder et Byens Hus og en revitalisering af byens havnefront skal videreudvikles. Kompetencer i forhold til udvikling af komplekse byudviklingsprojekter fra ide til projekt tillægges derfor stor værdi.”

”Der vil blive lagt vægt på, at medarbejderen har erfaring med fysisk udvikling af lokalsamfund, og der vil blive set positivt på ansøgere, der har kompetencer til at bidrage aktivt til de lokalplaner, der over de næste år skal udarbejdes i Rønne”, står der endvidere i stillingsopslaget, der har ansøgningsfrist 13. januar.

Søger to medarbejdere mere

Stillingen til projektet i Rønne er ikke den eneste, som er opslået for tiden i udviklingsafdelingen. Der søges også efter en byudvikler (23 timer om ugen) til områdefornyelsen i Nexø, hvor en ny strandpark hører til en af de vigtige opgaver, samt en mere generel planlægger, ”der brænder for lokalplanlægning og kommuneplan” og har ”sans for at arbejde med rumligheder, arkitektur og forhandlingskompetencer”, som der står i jobopslaget.

– Vi får et helt team af byudviklere, der både kan køre processer i Rønne, Nexø og Aakirkeby på samme tid, siger Winni Grosbøll om opprioriteringen af planafdelingen.

Alle tre stillinger kræver projektlederkompetencer og er midlertidige med udløb i 2022.