Hasle IF solgte krudt for næsten 100.000 kroner

| ABONNENT | 4. JAN 2020 • 12:05
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
4. JAN 2020 • 12:05
Hasle Idrætsforening havde en omsætning på 90.000 kroner ved mellemjulens fyrværkerisalg på Hasle Stadion.

Fyrværkerisalget foregik i et samarbejde mellem Hasle IF’s fodboldafdeling og Krudtbyen.dk. Sidstnævnte har flere lignende aftaler rundt om i landet, hvor Krudtbyen ud over at levere fyrværkeri står for at skaffe tilladelser med videre, mens frivillige fra foreningerne står for salget. Overskuddet deler man.

– Vi havde ikke rigtig nogen forventninger, for vi vidste ikke, hvad vi gik ind til. Det gjorde Michael Christiansen fra Krudtbyen heller ikke, for det var første gang, han havde et samarbejde med en forening på Bornholm, siger André Kahlenberg fra Hasle IF.

– Vi åbnede den 26. december, 2. juledag. Men det behøver vi nok ikke gøre en anden gang, for der var ikke mange kunder. Men så tror jeg, at snakken gik, og så kom kunderne stille og roligt. Vi havde åbent i seks dage, og de to sidste dage alene fik vi solgt for 65.000 kr. Så man man sige, at det var der, det tog fart, siger André Kahlenberg.

André Kahlenberg tør endnu ikke sige noget om overskuddets størrelse, men er ret sikker på, at der også bliver fyrværkerisalg i Hasle til næste nytår.

– Der kom mange lokale, der var glade for tilbuddet og gerne ville støtte os, men der kom også mange udefra. Nu ved folk, at muligheden er der, og at man samtidig støtter foreningslivet i Hasle.

– Det overskydende fyrværkeri har Krudtbyen en aftale om, at vi kan få opbevaret i en bunker her på øen, så det ligger til os til næste nytår, siger André Kahlenberg.

– Vi har haft de frivillige, der var brug for, og de skal have tak for hjælpen med at sælge og sætte telt op og pille det ned igen, slutter André Kahlenberg.