Foto: Jens-Erik Larsen

Festival flytter fra Nexø til Rønne: Der var ikke andre muligheder

Rising Festival kommer i år til at finde sted i Musikhuzet i Rønne.

Festivalen med mindre kendte, fremadstormende musikere på plakaten har eksisteret i to år og er begge gange afviklet i Galleri Benmel på Nexø Havn. Galleri Benmel skiftede hænder i efteråret, og derfor har festivalen været tvunget at flytte.

Kim Andersen fra Spillestedet, der har været medarrangør af festivalen begræder, at det har været nødvendigt at forlade Nexø og det unikke koncertsted.

– Vi har kigget rundt i Nexø, men der var ikke andre muligheder, siger Kim Andersen til Bornholms Tidende.

Var den perfekte ramme

Navnet Rising, som betyder opadstigende på engelsk, blev valgt med omhu og passede ellers godt til Nexø.

”Nexø er selv en by, som er i udvikling, og der ligger et stort potentiale i de nedslidte bygninger på havnen. Det rå industrielle miljø dannede den perfekte ramme for en festival med kant, hvor ny spændende musik så dagens lys”, skriver Kim Andersen i en pressemeddelelse.

Rising Festival udmærker sig ved at hyre musikere, der nyder anerkendelse i undergrundsmiljøet, men er ukendte i den brede offentlighed. Og musikalsk adskiller festivalen sig dermed fra repertoiret hos Wonderfestiwall, Gæstgiveren og Musikhuzet.

Om bornholmerne og nexøboerne er helt klar til en undergrundsfestival, kan man godt være i tvivl om. Trods favorable priser indløste kun knap 340 personer billet sidste år.

– Vi havde rykket det til pinsen, hvor der skete 700 andre ting på Bornholm, og det var også svært finde at frivillige, fortæller Kim Andersen, som håber, at flytningen til Rønne kan øge publikumstallet.

En fordel ved at lægge Rising Festival i Musikhuzet er, at det gør det lettere at videreudvikle festivalen, forklarer annoncørerne.

– Vi vil snart offentliggøre de første navne, og med en billetpris i 2020 på 200 kroner for en to-dages billet, og et program med meget stærke navne, regner vi med, at der kommer rigtig mange, siger Kim Andersen.

I løbet af januar vil navnene på de første optrædende blive annonceret. Årets udgave af festivalen kommer til at foregå den 5.-6. juni.