Bornholms Tidende nomineret til pris for at grave et spadestik dybere i færgesagen

| 3. JAN 2020 • 11:18
Af:
torben-oestergaard-moeller

3. JAN 2020 • 11:18
Tidligt fredag den 3. januar ringede formanden for Spadestiksprisens jury, Morten Svith, til en håndfuld journalister og overbragte dem nyheden: "Du er nomineret til Spadestiksprisen for 2019".

Morten Svith er formand for juryen, fordi han vandt Spadestiksprisen 2018, og de tre projekter, som er nomineret til årets Spadestikspris, er fra Fyens Stiftstidende, fra TV2 Fyn – og fra Bornholms Tidende.

Det kan man læse på etspadestikdybere.dk, som også fortæller, at de journalistiske projekter er valgt ud fra en pulje på i alt 31 indstillede projekter. Det er det højeste antal indstillede projekter siden prisen blev uddelt første gang i 2002.

De to journalister fra Bornholms Tidende, som har sikret avisen nomineringen er Mads Westermann og Jakob Marschner, som har afdækket problemerne med Molslinjens færgebetjening af Bornholm, siden rederiet overtog besejlingen den 1. september 2018.

Skulle de to gå hen og vinde, vil det være tredje gang, Spadestiksprisen lander på øen. Første gang var i 2006, da Maria Evald, dengang DR Bornholm vandt prisen for en række radioindslag om brystkræftoperationer på Bornholms sygehus.

Anden gang var i 2010. Rune Holm, dengang TV2 Bornholm, vandt prisen fordi han dokumenterede, hvordan borgerne ofte fik alt for dårlig hjælp, når de ringede 112.

 
 

Derfor er de nomineret

Spadestiksjuryen, Morten Svith, Inga Vind, Sabine Matz og Christian Jensen, vælger vinderen af Spadestiksprisen 2020 på Spadestikskonferencen den 21. januar. Her er (i tilfældig rækkefølge) deres begrundelser for at udvælge de tre nominerede:

 

• Molslinjens besejling af Bornholm – Bornholms Tidende: Mads Westermann og Jakob Marschner.

Hvorfor kom der masser af aflyste afgange og masser af søsyge passagerer, efter at Molslinjen havde vundet udbuddet og overtaget driften af bornholmernes livline, færgetrafikken til og fra øen?

Rederiet fortæller ikke sandheden om færgen Express 1, men med stor vedholdenhed og en omfattende international research dokumenterer de to journalister, at færgen er bygget med en såkaldt T-foil stabilisator – der siden er blevet afmonteret. Faktisk er T-foil stabilisatoren, der kunne have givet passagererne en langt mindre vippende overfart, blevet fjernet ved Molslinjens overtagelse af færgen. Rederiet afviser kendskab til den fraværende stabilisator, men repræsentanter for rederiet var til stede, da stabilisatoren blev fjernet, kan journalisterne dokumentere med foto og gennem interview med den ene af de to dykkere, der afmonterede stabilisatoren på et værft i Frankrig.

Med deres afdækning og vedholdende pres på rederiet og på Transportministeriet, sikrede journalisterne, at sandheden om Express 1 kom for en dag – og deres arbejde har også fået rederiet til nu at montere en T-foil stabilisator på Express 1 og til at investere i en helt ny færge til Bornholm, der indsættes i 2022.

 

• Dødsfald på Fangelvej – TV2 Fyn: Allan Spangsberg.

Fire medarbejdere blev fyret og en stribe af deres kollegaer fik skriftlige advarsler, efter at en psykisk syg beboer på bostedet Fangelvej i Odense døde af medicinforgiftning. Ledelsen derimod frikendte sig selv.

Gennem en grundig research og aktindsigter fortæller Allan Spangsberg en vigtig historie om svigt på bosteder og om magtfordrejning, når ansvaret for svigtet skal placeres.

 

• Kemi i forkerte hænder – Fyens Stiftstidende: Rune H. Blichfeldt og Jonas Ancher Nyeng.

39 tons kemikalier er tilsyneladende forsvundet ud i den blå luft i kølvandet på en fynsk virksomheds konkurs.

Lag på lag afdækker Rune H. Blichfeldt og Jonas Ancher Nyeng grundigt og levende sagen om de forsvundne, farlige kemikalier og dokumenterer blandt andet, at Odense Kommune som tilsynsmyndighed intet har foretaget sig for at sikre at kemikalierne bliver håndteret og destrueret forsvarligt, men har overladt det til bygningens ejer og den nye lejer, en entreprenørvirksomhed.

Kilde: etspadestikdybere.dk

 
 

Spadestiksprisen

Til hvert spadestiks-seminar uddeler vi Spadestiksprisen på 100.000 kroner.

Spadestiksprisen er med sine 100.000 kroner Danmarks største pris for kritisk undersøgende journalistik. Prisen gives til det bedste eksempel på gennemarbejdet, undersøgende journalistik, der frembringer ny, væsentlig viden. Juryen lægger ligeledes vægt på hvordan og hvor kreativt holdet bag det undersøgende projekt har formået at udnytte de mange digitale distributionsmuligheder for at sikre udbredelsen til et stort publikum.

Prisen gives for at støtte og inspirere lokale og regionale medier og journalister til at øge produktionen af kritisk undersøgende kvalitetsjournalistik – journalistik, der går et spadestik dybere end den daglige nyhedsstrøm. Modtageren af prisen udvælges blandt alle indstillede projekter af en uafhængig dommerkomité, og prisen uddeles under gallamiddagen.

Spadestiksprisen finansieres af en række sponsorer, der primært er regionale medier eller medier med regionale afdelinger.

Prisen er delt i to på hver 50.000 kroner. Den ene del gives til journalisten eller journalisterne bag vinderprojektet. Den anden del gives til det medie, hvor journalisten har udført det prisvindende projekt og øremærkes til, at mediet gennemfører mere kritisk undersøgende kvalitetsjournalistik.

Kilde: etspadestikdybere.dk